___ ______ _ _______ _ _____ __
| \ \ / / ___|| |/ / ____| | | / _ \ \ / /
_ | |\ V /\___ \| ' /| _| | | | | | \ \ / /
| |_| | | | ___) | . \| |___ | |__| |_| |\ V /
\___/ |_| |____/|_|\_\_____| |_____\___/ \_/
This is a (relatively) modern Danish translation of Jyske Lov (1241).
The translation is by Ole Fenger and Chr. R. Jansen and was done in
1991 based on an earlier work by Erik Kroman og Stig Iuul in 1945.
## Fortale
Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade
andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er
jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der
er sandhed, der skal loven vise sandheden.
Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig
mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og
fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde
kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør
fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Det er også rigtigt, dersom
nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det
gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre
dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.
Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane,
passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad
loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands
særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet. Heller
ikke skal nogen mand dømme mod den lov, som kongen giver, og landet
vedtager; men efter den lov skal landet dømmes og styres. Den lov, som
kongen giver, og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller
ophæve uden landets vilje, medmindre han åbenbart handler mod Gud.
Det er kongens og landets høvdingers embede at overvåge domme og gøre
ret og frelse dem, der tvinges med vold, såsom enker og værgeløse,
børn, pilgrimme og udlændinge og fattige - dem overgår der tiest
vold - og ikke lade slette mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve
i sit land; thi idet han straffer og dræber ugerningsmænd, da er han
Guds tjener og landets vogter. Thi ligesom den hellige kirke styres af
pave og biskop, således skal hvert land styres og værges af kongen
eller hans embedsmænd. Derfor er også alle, der bor i hans land,
skyldige at være ham hørige og lydige og underdanige, og til gengæld
er han skyldig at give dem alle fred. Det skal alle verdslige
høvdinger også vide, at med den magt, Gud gav dem i hænde i denne
verden, overdrog han dem også at værge sin hellige kirke mod alle
krav. Men bliver de glemsomme eller partiske og ikke værger, som ret
er, da skal de på Dommens dag stå til ansvar, hvis kirkens frihed og
landets fred mindskes ved deres skyld i deres tid.
Vide skal alle, der ser denne bog, at kong Valdemar, den anden søn af
Valdemar, der var Sankt Knuds søn, da han havde været konge i ni og
tredive vintre, og der var gået tusind og to hundrede og fyrretyve
vintre, efter at Vor Herre var født, i den næstfølgende marts måned
lod skrive denne bog og gav denne lov, som her står skrevet på dansk,
i Vordingborg med samtykke af sine sønner, der var til stede, kong
Erik, hertug Abel og junker Christoffer og Uffe, der da var ærkebiskop
i Lund, og biskop Niels i Rodkilde, biskop Iver i Fyn, biskop Peder i
Århus, biskop Gunner i Ribe, biskop Gunner i Viborg, biskop Jens i
Vensyssel og biskop Jens i Hedeby og desuden med samtykke af alle de
bedste mænd, der er i hans rige.
## 1. bog.
### 1. bog § 1. Hvilket barn der skal arve.
Et barn skal tage arv, hvis det bliver døbt, og ellers ikke. Bliver
der strid om, hvem der lever længst, moderen eller barnet, eller om
barnet er døbt eller ikke, da er man nærmere til at vidne barnet til
kristendom og arv end til at vidne det fra. Med hensyn til faderen
gælder det samme som med hensyn til moderen. Man skal føre bevis
derfor med kønsnævn. kønsnævn er tolv mænd inden for tredie led og
inden for syslet. Det er sagsøgeren, der skal udtage dem; men han skal
dog ikke udtage modpartens åbenlyse uvenner. Tre kan den sagsøgte
udskyde uden ed, og tre andre skal udtages i deres sted. Andre tre kan
han udskyde med tolv mænds ed.
### 1. bog § 2. Hvad den skal sige, der døber barnet.
Man skal også vide, hvem der døbte barnet, og hvad han sagde, der
døbte barnet, for et barn kan ikke kaldes døbt, medmindre det bliver
døbt i Faderens, Sønnens og den Helligånds navn. For således skal den
sige, der døber barnet: Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og den
Helligånds navn. Men kvinde må aldrig døbe et barn, hvis der er en
mand til stede. Heller ikke må barnet døbes i andet end vand.
### 1. bog § 3. Hvis en kone siger, at hun er med barn.
Hvis en kone siger, at hun er med barn, efter at hendes husbond er
død, da skal hun hensidde uden skifte i boet i tyve uger. Derefter
skal gode kvinder undersøge og afgøre, hvorledes det forholder sig.
Finder de, at hun er med barn, skal hun fremdeles blive siddende i
boet, indtil barnet bliver født. Men fødes barnet så længe efter
faderens død, at det godt kan bevises, at det ikke er den afdøde
ægtemands barn, skal hun først erstatte alt det, hun har taget af boet
siden tredivtedagen efter hendes husbonds død, og ikke tage mere end
halvdelen af boet, og den anden halvdel tager husbondens arvinger. De
rette arvinger skal dog sammen med gode mænd og hendes frænder have
tilsyn med, at hun ikke forøder boet ved vanrøgt og ikke afhænder det,
der ikke tilhører hende, for hun må ikke bortsælge undtagen til sit
underhold og til tyendeløn.
### 1. bog § 4. Hvem der er nærmest til at arve.
Hvis der er et barn eller et barnebarn, arver det fader og moder. Men
børn, som en søn får, tager arv efter bedstefader og bedstemoder,
ligesom deres fader skulde tage, hvis han var i live, og på samme måde
deres børn, så længe der fødes afkom efter bedstefaderen og
bedstemoderen. De børn, datteren føder, skal tage arv som deres moder,
hvis hun var i live, hvor mange der end fødes i hendes linje, for arv
skal altid gå fremefter, så længe der findes afkom. Har barnebarnet
ikke moder og ikke søskende, da går arven til bedstefader og
bedstemoder. Søskende arver hinanden, og broder tager to lodder og
søster den tredie lod både efter fader og moder og ligeledes efter
søskende.
### 1. bog § 5. Hvor meget hver skal tage i arv.
En mand tager altid dobbelt så meget i al arv som en kvinde, medmindre
det er ægtefæller, som skilles efter kirkelig ret og skal arve deres
børn, da arver hun lige så meget som han. Også i forhold til søn og
stifsøn tager konen lige lod, når de skal arve sammen. Er der ingen
søskende, da er farbroder og morbroder, broderbørn og søsterbørn alle
lige nære. Imellem dem skiftes arven, som om de alle var søskende,
kvinde tager en trediedel og mand to lodder.
### 1. bog § 6. Hvorledes løsøre skal skiftes, når der ikke er børn.
Indgår en mand og en kvinde ægteskab, og får de ikke børn, og en af
dem derefter dør, da skal hus og løsøre og købejord skiftes ligeligt
mellem den efterlevende og den afdødes arvinger. Men har de børn, og
moderen dør, da arver faderen i konens (arve)jord en lige så stor lod
som det barn, der får mest, søns lod, hvis der er en søn, og lige lod
med dater, hvis der ingen søn er. Således tager han også i alt løsøre,
hvis han skifter med sine egne børn, når de drager fra ham. Men af
købejorden får børnene intet, før de arver deres fader. Men dør
faderen, og overlever moderen ham sammen med børnene, da arver hun
intet af hans (arve)jord, men af købejorden tager hun lige lod med
sønnen, hvis der er en søn, og således også i alt løsøre. Men lever
husbonden og hans hustru sammen i fællig og køber jord, og de ikke har
børn sammen, da skal deres købejord skiftes ligesom løsøret, hvis en
af dem derefter dør. Men har husbonden et barn, som er hustruens
stifbarn, og det er optaget i fælliget med dem, og har de købt nogen
jord, efter at det fællig blev oprettet, da skal den købejord også
skiftes ligesom løsøre, hvis en af dem derefter dør, dog således, at
hvis stifmoderen dør først, da skal faderen, så længe han lever,
beholde den købejord, som han får på denne måde sammen med sine børn,
der var i fællig med ham. Siden skiftes den som anden fædrenejord
mellem hans børn, hvor mange kuld han end har. Men dør faderen først,
og sidder stifmoderen og stifbørnene tilbage, da skal stifbarnet tage
først af den købejord, (der er købt) lige siden, det kom i fællig, og
derefter skal alle mandens arvinger tage halvt med hustruen, dog skal
den lod, som stifbarnet tog, lægges til fædrenejorden og skiftes som
anden fædrenejord, for al den jord, som husbonden køber, hvad enten
han er i fællig med børnene eller ikke, det kaldes altsammen
fædrenejord med undtagelse af den lod, som hustruen får.
### 1. bog § 7. Faderen må ikke tilbageholde sønnerne (i fælliget) med deres mødrenearv.
Sidder sønner i fællig med faderen, efter at deres moder er død, og de
er blevet myndige, femten vintre, da kan faderen ikke holde dem
tilbage, hvis de vil drage fra ham med deres mødrenearv. Men en datter
kan på ingen måde sige sig løs af faderens værgemål, før han giver
hende en anden ret værge, medmindre der tilstøder ham en svaghed,
enten ælde eller sindssyge, eller han fledfører sig, for når han ikke
kan være sin egen værge, kan han heller ikke være værge for sine
nærmeste. Men når det sker, da skal den, der er nærmest i slægt, være
værge, medmindre det er en ødeland. De fædrene frænder skal dog altid
være nærmere til at være værge end de mødrene frænder.
### 1. bog § 8. En broder kan ikke beholde en søster ugift hos sig, så længe han vil.
En broder kan ikke beholde en søster ugift hos sig, så længe han vil,
men hvis en broder vil beholde sin søster hos sig - eller en anden
frænde en kvinde, for hvem han er værge - for hendes penges skyld, når
hun er mere end atten vintre, og det bevidnes af frænder, at de kunne
skaffe hende et passende giftermål, da skal hendes nærmeste frænder
føre klage over det for kongen; da kan kongen med deres råd gifte
hende bort, som det kan være passende for hende, for ligesom hun
mister sit fædrenegods, når hun gifter sig selv bort og unddrager sig
frændernes samtykke, kan frænderne på den anden side ikke holde
længere på hende, end indtil hun kommer til sin lovalder. Har en mø,
der er atten vintre gammel, eller en enke på lovlig måde på tinge
krævet, at deres værge skal bortgifte dem, og vil deres værge ikke
bortgifte dem, og lader de da en mand ligge hos sig, da har de ikke
dermed forbrudt deres gods. Men deres værge kan dog rejse sag mod ham
for lejermål.
### 1. bog § 9. Hvis et barn, der er i fællig, dør.
Hvis et barn dør i fællig med faderen og moderen, da skal det
betragtes, som om det aldrig havde været født. Dør et barn, og er
moderen tidligere død, da arver faderen det, hvad enten det er
udskiftet fra faderen eller ej, helt alene, selv om det har søskende.
Men er faderen død før barnet, og lever moderen, og der er søskende,
da tager moderen ikke mere end et af sine børn eller stifbørn, hvis
sådanne findes.
### 1. bog § 10. Om udarvinger.
Findes der udarvinger, og dør en af dem, der er i fællig, da skal alt
godset skiftes, som om de alle levede i fællig, og derefter skiftes
den dødes lod mellem alle arvingerne.
### 1. bog § 11. Hvorledes den ene af flere helsøskende kan arve mere end den anden.
Når det går således, at det førstfødte barn arver en af sine
halvsøskende sammen med sin moder, da tager det, uanset hvor mange
søskende der fødes, forlods alt, hvad det arvede efter sin halvbroder
eller halvsøster, når der skal skiftes enten efter faderen eller
moderen.
### 1. bog § 12. At husbondens søn, som er i fællig, ikke har noget forlods.
Drager husbondens søn på købmandsfærd udenlands og tjener penge og
ikke er udskiftet fra sin fader, da skal han, hvis faderen dør, og han
kræver arv, føre alt, (hvad han ejer), til skifte eller miste arven.
Men gifter han sig ud af fælliget og siden bliver rig, da skal han dog
arve både efter sin fader og moder, når de dør.
### 1. bog § 13. Hvis husbondens søn fører sin kone ind (i fælliget) hos sin moder og fader.
Gifter husbondens søn sig, mens han er i fællig, og fører sin kone ind
til sin fader og moder, og bliver hans kones gods ikke optaget i
fælliget, og han derefter dør, da får hun, hvad enten han havde børn
(med hende) eller ej, ikke mere end det, hun førte med sig ind i
fælliget, fordi hendes husbond ikke havde nogen lod, så længe hans
fader og moder levede, medmindre der særligt var givet ham noget i
hænde. Men har han børn med hende, da skal de blive hos bedstefaderen
og bedstemoderen og tage arv efter dem, når de dør. Men bliver der
uenighed om, hvor meget hun førte med sig, da skal hans fader med
kønsnævn fastsætte det til så meget, som han vil.
### 1. bog § 14. Hvad en fader må give sit barn.
Fader behøver ikke at give sit barn noget i hænde, så længe han og
moderen er i live, men hvis han giver ét barn noget, da kan han
derefter ikke nægte (at give) de andre. Men giver faderen sit barn
noget, og det barn selv får et barn, da kan hverken bedstefaderen
eller nogen anden, hvis barnet dør, og barnebarnet lever, tage det fra
barnebarnet, som bedstefaderen gav sit barn.
### 1. bog § 15. Om medgift.
Gifter en fader sin dater bort med medgift eller giver sin søn noget i
hænde, når denne gifter sig, da skal det, de har fået, fuldt ud
fradrages i deres lod, når deres fader og moder dør. Men hvis de ikke
vil nøjes dermed, da skal de føre det tilbage, som de har fået, og
derefter skiftes der, som ret er. Men hvis de ikke vil føre tilbage
skal de miste arven. Bliver der strid, om alt er kommet tilbage, skal
sagsøgte føre bevis med kønsnævn. Men hvis den, der er ude, vil nøjes
med sin lod, som faderen gav ham, da kan de andre arvinger ikke tvinge
ham til at føre tilbage eller udligne med dem af det, han har fået,
alene med undtagelse af jord. Et barn er altid nærmere til at bevise,
at det er i fællig, end de andre er til at modbevise det.
### 1. bog § 16. Hvis søskende rejser klage mod hinanden over, at de er blevet forfordelt (ved skiftet).
Hvis alle søskende er i live, og alle lodder er udelte, da kan en af
dem, hvis han vil, rejse krav om mere, men dog således, at enhver skal
vide, hvor hans lod faldt, og kræve udligning med de andre. Tolv af
deres samfrænder skal træffe afgørelse og aflægge ed på, at de ikke
kan gøre det rettere. Hvis der opstår uenighed mellem forskellige
søskendekuld, skal samfrænder fastslå det, de vil, henholdsvis som
fædrenegods, mødrenegods og købejord. Er børn uenige med deres moder,
om hvad der er fædrenegods, og hvad der er mødrenegods, og hvad der er
købejord, da skal hun føre bevis med sine frænder, for det vidnes da
ikke fra børnene, hvis de overlever deres moder. På samme måde skal
det være, hvis faderen har strid med sine børn, da skal han føre bevis
med sine frænder,
### 1. bog § 17. At arv beder arv.
Arv beder arv i alle skifter, hvis der er kommet arv mod arv, uanset
hvor stor den er på den ene side, og hvor lille den er på den anden.
Men er der ikke kommet arv mod arv, da skal enhver først udtage sin
arv, som med vidnesbyrd kan godtgøres at være indkommet, såfremt det
ikke er aftalt, at den skal inddrages under fælliget.
### 1. bog § 18. Hvis sammenbragte børn er uenige om løsøre.
Er sammenbragte børn uenige om (skifte af) løsøre, skal man på begge
sider tilbagelevere, (hvad man har fået), med kønsnævn, for når det
ikke længere drejer sig om strid mellem søskende, kan samfrænder ikke
træffe afgørelse.
### 1. bog § 19. Hvis den ældste broder gifter sig, når han er i fællig med andre søskende.
Når mange søskende er i fællig, og den ældste, der er deres værge,
gifter sig og fører sin kone ind i fælliget til sine søskende, og de
får børn, og hans søskende er myndige og ikke rejser klage, da skal
hans børn tage fuld lod i fælliget. Men er hans søskende umyndige
eller piger og således enten ikke kan eller ikke har lov til at rejse
sag, skal de ikke have skade af deres broderbørn, der er født i
fælliget.
### 1. bog § 20. Hvis en mand gifter sig med en enke.
Gifter en mand, der ikke selv har hovedlod, sig med en enke, og har
hun børn, og bliver der ikke truffet aftale om hans optagelse i
fælliget eller foretaget tinglysning, da skal børnene, når der skal
skiftes, bevise med kønsnævn, hvor meget deres stiffader indførte i
boet, og så meget skal han udtage først, og derefter skiftes løsøret
imellem dem (i så mange lodder), som de var i fælliget, før han blev
deres stiffader, og han får ikke mere end sin kones lod.
### 1. bog § 21. Om slegfredbørn.
Et slegfredbarn skal faderen føre til tinget og lyse på tinge, at det
er hans barn, og tilskøde det, hvad han vil give det og så meget, som
bliver tilskødet barnet, beholder det, og ikke mere. Men lyser han det
i kuld og køn og ikke tilskøder det noget, da tager det halv lod i
forhold til et ægtebarn. Men er der ingen ægtebørn, da tager
slegfredbarnet, der blev tinglyst, arven efter faderen. Men får det
nogen arv efter faderen, da arver det efter søskende lige med
ægtebørn, medmindre faderen forud har kundgiort på tinge, at det
skulde nøjes med det, faderen gav det i hænde, og ikke have mere og
ikke arve efter søskende.
### 1. bog § 22. At alene faderen kan anerkende nogen som sit barn.
Den, som faderen anerkender som sit barn, kan ingen vrage - og ingen
kan påtvinge en mand et barn, som han ikke selv har anerkendt -
undtagen hans rette arving. Den mand, der efter alle lovens regler
anerkender et slegfredbarn på tinge, skal være ansvarlig for det som
for sit ægtebarn, hvilke krav der end stilles til det. Men har en mand
et slegfredbarn, og lyser han det ikke på tinge, og det bliver dræbt,
da skal de mødrene frænder tage hele boden, og de fædrene frænder og
faderen får intet, og dør det en naturlig død, skal moderen - eller de
mødrene frænder, hvis moderen er død - og ikke faderen arve det.
### 1. bog § 23. Hvornår arv og gæld skal kræves.
Hvis nogen vil kræve arv eller gæld efter en andens død, skal han
eller hans bud komme på tredivte dag eller på det ting, der er nærmest
efter, hvis de er inden for bygden, men er de uden for bygden, skal
boet henstå seks uger. Er de udenlands, skal det henstå dag og år. Men
er han i kongens ærinde, skal han rejse krav om arv eller gæld inden
tredie femt, efter at han er kommet hjem. Men har han intet lovligt
forfald - det, som de fleste regner for lovligt forfald - og vidste,
at arven var der, og ikke rejste krav, som det er sagt, i rette tid,
skal den, der tog arven, have ret til at føre bevis for, at han tog
den med rette. Men er der ingen rette arvinger inden for syvende mand,
og der ingen kommer inden år og dag, da skal kongen tage arven. Men
hvis man ikke finder nogen retmæssig arving inden tredivte dag, da
skal arven vurderes og sættes i forvaring dag og år. Kommer der da
ingen, skal kongen tage arven og forvare den, lige til rette arving
kommer. Men kommer der ingen rette arving efter den, da skal kongen
have den. År og dag det er et år og seks uger.
### 1. bog § 24. Hvis en mand med sit vidende gifter sig med en horkone.
Gifter en mand sig med sit vidende med en horkone og bliver viet til
hende og får børn med hende, da skal de børn, hvad enten det bliver
bekendt for den hellige kirke eller ej, altid være ægtebørn. Skilles
de senere på grund af den kirkelige ret, da skal de begge tage lige
meget af løsøret, fordi de begge var vidende om deres forbrydelse. Men
vidste hun og ikke han, at det var hor, og det bliver bekendt, og de
skilles, og de har børn sammen, da skal der fastsættes en hovedlod for
børnene, og de skal blive hos deres fader, og hvis de dør, da arver
han alene dem, og moderen arver ikke. således er det også, hvis
faderen vidste, at det var hor, og moderen ikke, da skal børnene gå
til deres moder, og hvis de dør, arver hun dem alene sammen med deres
søskende, og faderen arver ikke. Men har de ikke børn sammen, da skal
den af dem, der vidste, at det var hor, hvis vedkommende førte mindre
ind i boet, end den anden i forvejen havde, ikke have mere end det
indførte, hvis de skilles, som det er sagt. Men havde den, der vidste,
at det var hor, mere, da skal den, der ikke vidste, at det var hor,
dog tage det halve af hele boet.
### 1. bog § 25. Om horebørn.
Horebørn tager ikke arv efter deres fader, selv om han tinglyser og
tilskøder dem alt det, han kan, medmindre han giver dem det i hænde,
før han dør. Men har en mand slegfredbørn, og han senere ægter
moderen, da er de børn alle ægtebørn, selv om de er født før. Træl og
fledføring og klostermand kan ikke arve.
### 1. bog § 26. Hvis en mand dør med stor gæld.
Hvis en mand, der er i stor gæld, dør og har overladt alt, hvad han
ejer, som sikkerhed for sin gæld, enten til klostermænd eller til
andre, skal hans rette arvinger, hvis de vedgår arven på rette
tredivte dag, udrede al den gæld, der kræves, eller give edsbevis på
den dødes vegne. Men vedgår de ikke arven, da skal de, der har
modtaget hans til sikkerhed stillede gods, udrede gælden, så langt
hans gods rækker.
### 1. bog § 27. Hvor længe en mand kan have en slegfred hos sig.
Hvis nogen har en slegfred i gårde hos sig i tre vintre og åbenlyst
går til sengs med hende, og hun råder over lås og lukke og åbenlyst
spiser og drikker med ham, da skal hun være hans ægtehustru og rette
husfrue.
### 1. bog § 28. Hvem der kan være værge.
Efter faderens død er en fuldvoksen broder småbørnenes værge. Men er
der ingen broder, da er det bedstefaderen. Er der ingen bedstefader,
da er det farbroderen. Er der ingen farbroder, da er det morbroderen.
Findes der ingen af disse, da skal den nærmeste slægtning være værge.
fædrene frænder er altid nærmere til at være værge end mødrene
frænder, hvis de er lige nær beslægtede og vil værge godt. Men vil de
værge dårligt, da skal kongen sætte den, som han vil, til at være
værge, for kongen er værge for alle dem, der ikke selv har en ret
værge. Den, der hærger, må aldrig være værge.
### 1. bog § 29. At en enke må beholde sine børn og deres gods hos sig.
Så længe en enke vil sidde uden mand og ugift med sine faderløse børn,
kan man ikke tage børnene fra hende, men de lovlige værger skal dog
have besiddelsen af deres jord og vogte og føre tilsyn med den og
værge dem med edsbevis, hvis nogen anden rejser sag. moderen skal dog
have alt udbyttet af den og råde derover, som hun vil. Men gifter
moderen sig, da skal børnene være hos deres lovlige værge, medmindre
de er så små, at de ikke kan undvære moderens hjælp, det vil sige,
indtil de er syv vintre gamle. Men efter at hun har giftet sig, skal
de lovlige værger tage vare på den ejendom, som tilhører de børn, der
er hos hende, og give hende fosterløn og erstatning for hendes
udgifter. Men sælger moderen sin egen jord af trang, mens hun har dem
hos sig, og betalingen for jorden forbruges til alles nytte, da skal
hun, hvis hun senere bliver gift, og børnene drager fra hende, tage så
meget af det uskiftede løsøre, som betalingen for hendes jord
udgjorde. Men af deres jord får hun intet, medmindre der findes
købejord; da tager hun deraf fuld erstatning for sin jord.
### 1. bog § 30. Om stiffader og stifbørn.
En stiffader kan ikke være værge for sine stifbørn, medmindre de
nærmeste frænder samtykker, men (i så tilfælde) skal han dog enten
tage dem i fællig med sig eller modtage deres gods efter vurdering, så
længe han er deres værge, men han må ikke afhænde deres jord eller
huse. Den, der skal være en andens værge, skal eje lige så meget med
fuld ejendomsret at stille som sikkerhed, som han tager under sit
værgemål, således at hvis værgen øder noget af sit gods, skal han dog
have lige så meget af sit gods at erstatte af, som lian har under sit
værgemål. Men øder han mere, end han selv ejer, da kan han ikke være
værge. Den, der er værge, skal påse, hvor stor udgift han har af
børnene, og det, der bliver tilovers, skal komme børnene til fremtidig
nytte. Men bliver der ikke meddelt på tinge med frændernes samtykke,
hvor meget der hvert år skal udredes af deres gods til deres
fremtidige nytte, da har de ret til, når de bliver myndige, at kræve
den størst mulige jndtægt, som deres ejendom kan have givet. Dog
beregnes der en trediedel til værgen for hans arbejde og hans udgifter
af det, som deres gods kan have givet i jndtægt. Ingen værge må
afhænde jord, der tilhører de børn, som han er værge for. Hverken fåer
eller bedstefader må afhænde børnenes jord, efter at deres moder er
død.
### 1. bog § 31. Hvem der ikke kan være værge.
klostermænd og lærde mænd, det vil sige præster, degne og underdegne,
kan ikke være værger på lægmænds ting. Bryde og træl og fledføring kan
ikke være værge for nogen, for de er ikke deres egen værge.
### 1. bog § 32. Om pledføring.
Den, der fledfører sig, kan aldrig tilbagekalde det. Men man skal
fiedføre sig på tinge. Den, der har en træl eller tager mod en
fledføring, skal hæfte for deres gerninger. Sårer en fledføring sin
egen husbond, da betaler husbonden, der blev såret, blodbøde. Den, der
vil fiedføre sig, skal først lovbyde sig og sin ejendom til dem, der
skal arve ham, men forsømmer han det, da kan de sagsøge ham til (at
få) sin frihed igen eller til (at komme) til dem. Gør nogen krav på en
fledføring, og fledførelsen ikke er sket på tinge, da er han fri uden
(at føre) noget bevis. Den, der er gift, kan ikke fiedføre sig,
medmindre hustruen fledfører sig sammen med ham, eller de er så gamle,
at biskoppen tillader dem at leve adskilt.
### 1. bog § 33. Hvorledes man skal gifte sig.
Den, der vil tage sig en kone, skal anmode om hende hos hendes fader
eller hendes søn, hvis han er fuldvoksen, eller hendes broder. Men
findes der ingen af disse, da skal han modtage hende af den nærmeste
slægtning, men det skal dog være med hendes samtykke og vilje. Men har
kvinden ingen frænder, kan hun bede, hvem hun vil, om at give hende
til ægte. Men har hun så nære frænder, at de er hendes rette værger,
såsom fader, broder, søn, bedstefader, farbroder eller morbroder, og
hun giver sig selv til ægte uden deres samtykke, da skal de have
rådighed over hendes ejendom, så længe hun lever. Men bliver hun
voldtaget, har hun ikke af den grund forspildt sit gods.
### 1. bog § 34. Hvem der må afhænde jord.
En bonde må sælge sin egen jord, til hvem han vil, hvis han først har
lovbudt den på tre ting til sine nærmeste frænder. fædrenejord skal
tilbydes de fædrene frænder og mødrenejord de mødrene frænder. Men
skøder han, før han lovbyder, da kan hans nærmeste frænder omstøde
salget, og han har forbrudt tre mark (både) til kongen og til bonden.
Men siger sælgeren, at jorden var lovbudt, skal han give tolv mænds
ed.
### 1. bog § 35. Om konens jord.
Husbonden må ikke sælge sin kones jord, medmindre han har lige så god
jord at stille som sikkerhed og har, barn med hende. Men sælger en
husbond sin kones jord og køber anden jord, skal hun tage erstatning
af købejorden, så vidt den slår til. Men er der mere købejord, end der
blev solgt (af hendes jord), skal det skiftes mellem alle arvingerne.
Men er der ikke tilstrækkelig købejord, da skal hun tage erstatning af
husbondens fædrenejord.
### 1. bog § 36. Hvor gammelt et barn skal være, før det må afhænde sit gods.
En dreng må ikke sælge sin jord eller på anden måde afhænde den, før
han er atten vintre gammel, men en pige må aldrig sælge sin jord,
medmindre hun bliver så fattig, at hun sælger for at opholde livet. Da
skal der sælges med de nærmeste frænders samtykke, men dog ikke mere
på én gang end for en halv mark sølv i ét år. En enke må med sine
frænders samtykke både sælge og mageskifte sin jord. Sælger husbonden
sin egen jord og forbruger den i fælliget, da skal hustruen ikke
erstatte den. Men sælger han både sin og sin kones jord på grund af
fattigdom, må hun bære tabet, fordi de skal have føden af det, de
begge ejer.
### 1. bog § 37. Hvor jord skal købes.
På tinge skal man skøde jord og ikke andetsteds, det vil sige på
herredstinget i det herred, hvori jorden ligger, eller på sysseltinget
eller på landstinget, for tingsvidne er så bindende, at der ikke kan
gives bevis imod det.
### 1. bog § 38. Om tingsvidne.
Tingsvidne vil sige, at de gode mænd, der var til stede på tinget,
aflægger vidnesbyrd om, hvad de hørte og så. færre end syv mænd kan
ikke holde ting. Så mange mænd udgør også et fuldt tingsvidne. Skal
den jord, som bliver givet til kirken, sælges, kan hvem der vil, købe
den, for alle kristne mænd skal være brødre.
### 1. bog § 39. Om sjælegave.
Den hustru, der har en mand og barn med ham, må ikke give mere i
sjælegave, end husbonden giver sit samtykke til. Men rejses der klage
over en sådan sjælegave, enten af et kloster eller af andre mænd, da
har husbonden ret til at føre bevis for, at han ikke gav sit samtykke
til mere, end det han (nu) indrømmer. Men har hun ingen børn med ham,
da kan hun give sin halve hovedlod for sin sjæl.
### 1. bog § 40. Hvis en mand sælger sin jord, og betalingen ikke bliver anbragt i jord.
Sælger en mand sin jord for rede penge, og de ikke alle bliver anbragt
i jord, da skal det, der findes i jord, betragtes som jord, og det,
der findes i penge, som løsøre. Men hvis husbonden først køber jord
for løsøre og derefter sælger sin egen jord til sit og sin hustrus
underhold, da skal - hvis der findes købejord - det, der er købt,
gives husbonden i erstatning for hans fædrenejord. Er der købt mere,
end husbonden solgte, skal det skiftes mellem arvingerne. Er der
mindre, skal han tage erstatning af løsøret. Er der intet løsøre, må
han selv bære tabet.
### 1. bog § 41. Hvis en mand sælger uden hjemmel.
Hvis nogen sælger jord uden hjemmel, og den søges tilbage, skal
sælgeren tilbagebetale købesummen og bøde tre mark både til bonden og
ligeledes til kongen, fordi han solgte uden hjemmel. Men den, der
sælger jord til en anden, skal hjemle og værge den for ham med sine
frænder, lige indtil køberen har tre vintres hævd på den, for lovhævd
er ikke mindre end tre vintre. Derefter skal køberen værge den med
sine egne frænder, medmindre der rejses krav om den af nogle, der ikke
var myndige, eller af en kvinde, der ikke havde ret værge, eller hvis
de mænd, der havde den i deres værge, var uden for landet på den tid,
da jorden blev solgt.
### 1. bog § 42. Hvis der opstår strid om, hvorvidt der blev solgt mere eller mindre.
Sælger en mand jord til en anden, og de bliver uenige om, hvorvidt han
købte mere eller mindre, og køberen har fået lovhævd på den, uden at
der er rejst noget krav, da har han bevisretten over for sælgeren. Men
bliver de uenige inden tre vintre, da skal tingsvidne afgøre sagen.
Men er der intet tingsvidne, da er sælgeren nærmest til at føre bevis.
### 1. bog § 43. Hvis en mand påstår, at han har købt både søsters og broders jord.
Påstår en mand, at han har købt både søsters og broders jord, og hun
er ugift og i fællig med broderen, og der ikke er tingsvidne på, at
begge blev særskilt nævnt, da har sælgeren ret til at føre bevis for,
at han ikke solgte mere end sin egen lod. Men kan han ikke føre bevis,
skal han bøde tre mark. Men en søster beholder altid sin jord,
medmindre hendes rette værge eller hun selv har afhændet den.
### 1. bog § 44. Hvorledes man skal værge jord.
Det tilkommer alene kønsnævn at værge jord. Er en bonde uenig med
kirken om jord, og er jorden mere end en mark sølv værd efter ret
byvurdering, skal sandemændene træffe afgørelse derom. Men er jorden
en mark sølv eller mindre værd, og har bonden den i sin besiddelse, da
skal han værge den med kønsnævn, men hvis jorden er i kirkens
besiddelse, skal kirkeværgerne og andre af de bedste sognemænd, så at
de er tolv, sværge kirken den til eller fra. Har bonden haft kirkens
jord i sin besiddelse i fyrretyve vintre, skal han ikke føre bevis
over for kirken. Men har kirken haft bondens jord ubestridt i sin
besiddelse i tredive vintre, skal den ikke føre bevis over for bonden,
hvis der ikke (før) er rejst noget krav.
### 1. bog § 45. Hvis man er uenig i en by eller et bol.
En mand, der siger, at han har mindre af bolet, end der tilkommer ham,
bringer hele bolet til rebning. Men er et bol uenigt med et andet bol,
bringer det hele byen til rebning.
### 1. bog § 46. Om ornum i byen.
Er der ornum i byen, skal det have været der fra Arilds tid og være
særskilt afmærket som sådant, enten med sten eller med pæl eller med
grøft. Det rebes ikke med byen, fordi det er hele byen uvedkommende.
Men opstår der uenighed om, hvorvidt noget er ornum eller en del (af
bymarken), hvis det henligger ubebygget, skal den, der har det i sin
besiddelse, bevise med kønsnævn, at det er hans ornum, og at det ikke
skal skiftes sammen med byen. Men er det ikke afmærket med sten eller
med pæl, skal det underkastes rebning.
### 1. bog § 47. Hvis en torp er uenig med adelbyen.
Er en torp anlagt ude på marken, og agerland og eng er helt fælles
(for torp og adelby), og man er uenige om, hvad der hører til torpen,
og hvad der hører til adelbyen, da skal de, der bor i adelbyen, føre
bevis. Og hvis de, der bor i adelbyen, finder, at torpen er til skade
for dem, da kan de kalde beboerne i torpen tilbage, hvis skaden er
utålelig for dem. Vil de ikke drage tilbage, skal der fastsættes en
lovdag for dem på tinge, da de skal drage tilbage. Bliver de boende,
efter at det på lovmæssig måde er krævet, at de skal flytte tilbage,
skal de bøde kongens ret. Men hvis de har tre vintres hævd på deres
bebyggelse, uden at der er rejst klage på tinge, da kan man ikke ved
retssag tvinge dem til at flytte tilbage.
### 1. bog § 48. Hvis en mand bosætter sig i vangen.
Hvis nogen fra adelbyen bosætter sig i vangen, da skal han, selv om
han bygger på sin egen grund, skaffe sig forte og fægang på sin egen
jord skadesløst for alle ejerne eller igen flytte tilbage til
adelbyen.
### 1. bog § 49. Om rebning af jord.
Ingen i byen må undslå sig for rebning, hvem der end stiller krav
derom. Hvis nogen vil bevise, at han har stuf eller særkøb i en del
(af bymarken) eller i byen, skal han dog tillade, at der foretages
rebning, men han skal have lige så meget (ved rebningen), som han
havde, før han eller hans forfædre fik det særkøb eller stuf, og det
skal ikke komme nogen mand til skade undtagen den, der bør bære tabet,
det vil sige sælgeren. En mand er altid nærmere til at bevise sin ret
til rebning, end hans modpart er til at modbevise den.
### 1. bog § 50. Hvorledes man ad retslig vej skal fremtvinge rebning.
Den, som ad retslig vej vil fremtvinge rebning, skal først rejse klage
på tinget over, at han er forfordelt af sine medejere og har mindre,
end han bør have, og forlange udligning ved rebning. Da skal der
fastsættes et ting for ham og hans modpart, (det skal være) det
nærmest følgende ting, hvis de bor inden for herredet. Bor nogen uden
for herredet, da fastsættes et ting en halv måned efter. Sagsøgeren
skal stævne den sagsøgte fem nætter før tinget i hans hus med to mænd.
De skal også vidne på tinget, at han var lovlig stævnet. Kommer den
indstævnede til stede og svarer, da fastsættes en frist på fem dage af
tinget for dem til at rebe den jord, hvorom de er uenige. Der skal
udtages tinghøringer, som er gode og pålidelige mænd, til at være til
stede og påse, om den sagsøgte tilbyder retfærdighed. De skal på
tinget sige, hvad der er sket på lovdagen, og efter deres vidnesbyrd
skal man fastsætte rebning, hvis det er nødvendigt, eller dømme, at
det, som tinghøringerne var enige om, skal stå fast. Har den sagsøgte
forfald på genmæletinget og ikke selv kan komme, da skal der
fastsættes et andet ting for ham, men længere end til tredie ting må
der ikke meldes forfald, medmindre han ligger i sygeseng, så at han
ikke kan komme, eller er i kongens tjeneste eller ærinde eller uden
for landet på pilgrimsfærd eller er stævnet for en højere ret eller
til højere forsvar, eller han skal værge sin jord, og det er hans
rette lovdag. Disse omstændigheder er lovligt forfald i alle
retssager, men hvis man tager til genmæle på tinget, kan alle forfald
dog hindre lovdagen undtagen alene pilgrimsfærd. Men vedtager alle
ejere rebning på tinget, kan én mand eller to ikke senere forhindre
den.
### 1. bog § 51. At ingen må bebygge forten.
Ingen mand må bygge på forten, for forten tilhører alle. Den, der er
medejer i byen, kan altid, af hvad størrelse hans ejendom i byen end
er, rejse sag angående forten, hvis nogen har formindsket eller
forringet den. Alle lofter, der ligger i byen, både gamle lofter og
svorne lofter, skal have forte. Det er en svoren loft, hvis alle mænd
tager en Del, som før var agerland, og gør den til toft, dog således,
at der af den samme svorne loft også skal gøres forte. Når der bor
mænd uden for adelbyen, skal de skaffe sig forte af deres egen grund.
Men er alle flyttet fra moderbyen, og der sidder en tilbage, da er han
nærmere til at kalde dem tilbage, end de er til at kalde ham bort,
medmindre han tier og tåler det for længe, det vil sige tre vintre,
uden at der er rejst klage. Bliver hele byen øde, skiftes det, der før
var forte, som anden jord til by og til bol.
### 1. bog § 52. Hvad tolv lodsejere skal sværge om.
Tolv lodsejere skal vidne med deres ed (om grænser) mellem loft og
forte, mellem loft og agerland og mellem skov og agerland og mellem
åsene og agerenderne indbyrdes og om kongens hovedvej. Men er der ikke
tolv mænd i den by, da skal man udtage af den by, der er dem nærmest,
indtil der er tolv. Hvad de tolv sværger, efter at de er lovlig
tilsagt, på den rette lovdag, som er fastsat på tinge, det skal stå
fast; men er de uenige, da skal det stå fast, som de fleste udtaler om
det, hvorom striden drejer sig. Men sværger seks et og seks noget
andet, da skal der udtages endnu tre, og det, som de to af dem slutter
sig til, skal stå fast. Selv om der kommer flere nævninger til, skal
det, som de første fastslog, stå ved magt. Enhver mand, der bor i
byen, skal og kan sværge sig til forte og udgang, hvis han har tre
vintres hævd på sin udgang, uden at der er rejst jndsigelse,
### 1. bog § 53. Hvis en mands skov og en andens mark støder op til hinanden.
Støder en mands skov og en anden mands mark op til hinanden, da når
skovejerens ejendomsret så langt, som grenene rækker, og rødderne
rinder, medmindre det er almindingsskov, for der ejer kongen jorden og
bønderne skoven.
### 1. bog § 54. Om mageskifte.
Ingen kan tvinge en anden til mageskifte mod hans vilje.
### 1. bog § 55. Hvis en by skal solskiftes.
Skal en by solskiftes, da skal enhver opgive sin besiddelse i hele
markjorden, medmindre det er ornum eller kirkestuf eller en mands
særkøb, om hvilket man ikke ved, i hvis lod det skal gå fra. Man må
hverken øge eller mindske en del, hvori der ligger stuf. Derpå rebes
først tofterne, der ligger i byen, således at ingen kan rejse
indvending. Men kommer en mands jord, som han har fået tildelt ved
rebningen, til at ligge, hvor en anden mand har en bygning, og den,
der bor derpå, ikke vil flytte derfra, da har den, der gør krav derpå,
ret til at tage lige for lige af hans ubebyggede jord, hvor han vil på
marken. Man skal værge landbotoft som den toft, hvorpå man selv bor,
og på samme måde gårdsædetoft og en hvilken som helst toft, hvorpå der
er en bygning, som er bygget, før der blev rejst sag om rebning af
marken. Men bygget en mand på en anden mands jord enten hjelm eller
andre huse, da må den, der ejer jorden, ikke nedbryde de huse,
undtagen alene efter tingsdom og efter tre lovdages frist. Men rømmer
den, der byggede det, til første lovdag og giver edsbevis på, at han
mente, det var hans eget, skal han være sagesløs. Men lader han sagen
komme til dom, skal han bøde tre mark til bonden og ligeså til kongen.
Ligesom tofterne i byen skiftes, skal hele markjorden skiftes. Det
samme gælder, når et gærde ad retsug vej skal flyttes, som når et hus
skal flyttes.
### 1. bog § 56. Om veje.
Til hver by skal med rette føre fire veje, de, som fra Arilds tid har
ført derhen, og dem må ingen spærre eller ødelægge; men den, som
spærrer eller ødelægger dem, skal bøde tre mark til kongen og dog gøre
vejen godt farbar. På hver bymark skal de ejere, der bor på marken,
istandsætte den offentlige hovedvej. Men er den meget ufarbar, enten
på grund af mose eller store åer, da skal hele kirkesognet være
behjælpelig med at bygge bro, hvis det er nødvendigt. Men er det hele
herredets vej, da skal hele herredet hjælpe med til at bygge bro og
senere med at holde den. Ingen må lukke eller spærre svorne veje, der
fører til købstad eller ting eller strand eller til skov. En hovedvej
skal være fjorten alen bred, men forte skal være femten favne bred
eller så bred, som alle ejerne vil nøjes med.
### 1. bog § 57. Hvorledes man skal bygge mølle.
En mand må ikke opføre mølle fra ny, medmindre han har dæmning og
dæmningssted, således at der ikke sker oversvømmelse på en anden mands
ager eller eng, eller man ved opstemning af vandet ødelægger de gamle
møller, der er møller fra Arilds tid. Bliver en mølle opført uden
indsigelse, og uden at der rejses klage over den af nogen, og den, der
opførte den, får lovhævd på den, da skal han føre bevis for flod og
flodsted og dæmning og dæmningsdige med kønsnævn. Lovhævd er tre
flodmål, uden at der er rejst klage. Gøres der indsigelse, før møllen
bliver bygget, eller før den, der byggede den, har lovhævd på den, da
skal synsmænd udmeldes for at undersøge, om den bevirker oversvømmelse
på sin egen eller på andre mænds grund, for ingen må fremkalde
oversvømmelse på anden mands jord uden hans vilje og heller ikke grave
eller bygge hus på den. Den samme lov gælder om fiskedam som om mølle.
Man må ikke lede vandet fra den rende, hvor det har været fra gammel
tid, bort fra anden mands mølle eller fiskedam eller fra en anden
mands jord.
## 2. bog.
### 2. bog § 1. Om sandemænd.
Der skal være otte sandemænd i hvert herred, to i hver fjerding. Dog
må der ikke være mere end én af noget fællig. Hver af dem skal have
ejendom i den fjerding, hvor han er sandemand, og i det mindste være
fællesbryde og ikke landbo. Ingen kan afsætte dem, medmindre de
forbryder deres hovedlod ved at sværge falsk, eller de tager mere
hesteleje, end de skal. Dog må ingen have både forlening og
sandemandshverv i samme herred.
### 2. bog § 2. Hvad sandemænd skal sværge om.
Sandemænd skal sværge om manddrab, om afhug, om voldtægt mod kvinder,
om hærværk, om markeskel, om sår, om kirkegods, hvis det drejet sig om
mere end en mark sølv, og om frihedsberøvelse.
### 2. bog § 3. Hvorledes de skal sværge.
Sandemænd skal sværge på landstinget om manddrab, voldtægt mod
kvinder, om hærværk, om afhug, og hvis en mand med vold bliver berøvet
sin frihed, men på herredstinget om sag mod en bonde, om kirkegods og
om sår; om markeskel på det sted, hvor den omstridte jord ligger.
### 2. bog § 4. Hvorledes de skal indsættes og afsættes.
Kongens brev skal lyse dem til at være sandemænd på herredstinget i
det herred, hvor de skal være sandemænd, og kongens ombudsmand skal
tage dem i ed, og de skal sværge således, nåt de tages i ed, at Gud
skal hjælpe ham, så sandt som han ikke for gods eller på grund af
slægtskab eller af partiskhed vil gøre andet i sit sandemandshverv end
det, han ved er rettest og sandest.
### 2. bog § 5. Hvis de tager mere end ret hesteleje.
Bliver sandemænd overbevist om, at de tager mere i hesteleje, end de
har ret til, da har de for det første forbrudt deres hovedlod og
dernæst deres sandemandsstilling. Deres rette hesteleje er en halv
mark sølv til alle otte. Selv om en af dem modtager den halve mark
sølv, skal han dele den med alle de andre. Den, der kræver medvirkning
af sandemænd, skal give dem hesteleje, hvad enten de sværger med ham
eller imod ham eller overhovedet ikke sværger. På det samme ting, hvor
de skal sværge, skal de modtage deres hesteleje med tingsvidne. Da
kommer der ikke senere retstvist derom. Men tilbageholdes hestelejen
længere, kan der rejses ranssag om den.
### 2. bog § 6. Hvornår de skal sværge.
På mindre end seks uger kan en retssag, hvori sandemænd medvirker,
ikke afsluttes, fordi der kræves tre ting med en halv måned mellem
hvert. På det første ting skal man lyse sin lovlige sag og det, man
vil svare for. Da skal tingmændene fastsætte et ting for parterne en
halv måned derefter og stævne sandemændene dertil. På det tredie ting
skal den ene part da rejse sag og den anden svare, og man skal lade
vidner bevidne, at sandemændene er lovlig tilsagt til at sværge. Da
skal der gives dom for, at de skal sværge. Uden dom skal de ikke
sværge. Efter at dommen er afsagt, kan de ikke undlade det, men de
skal sværge om sagen, hvis de ikke vil have deres hovedlod forbrudt.
Sandemænd og ransnævninger må træffe afgørelse i de sager, hvortil de
er lovlig tilsagt, på alle de tider af året, da der holdes ting, for
mordere og tyve og ransmænd skal aldrig have fred, fordi de (selv)
ikke lader nogen i fred.
### 2. bog § 7. Hvis sandemænd er uenige.
Er sandemændene uenige, da skal det stå fast, som de fleste udtaler,
med den ene undtagelse, at otte af de bedste og pålideligste mænd i
bygden og biskoppen vidner, at de har handlet mod loven eller gjort
uret eller begge dele. Men selv om de alle sværger det samme, og det
dog er så åbenbar mened, at alle ved, at det var mened, såsom hvis de
sværger, at en mand er en anden mands drabsmand, og han ikke var i
bygden, da den anden blev dræbt, og ikke i det land, da kan de dog
godt forbryde deres hovedlod, for sandheden skal altid være stærkere
og kærere end bevis ved ed. Men hvis de fleste gode mænd i bygden ikke
rejser sag mod dem, og de alle sværger det samme, da skal det stå
fast. Sværger nogle på et ting, og de andre ikke er på tinget, da skal
de godtgøre, at de havde forfald, at de enten ikke vidste, at der
holdtes ting, eller at de havde lovligt forfald, da skal de sværge på
det første ting, der holdes derefter, eller godtgøre, at de har
forfald, således som før er sagt. Men sværger de ikke på det tredie
ting, efter at de andre har svoret, har de forbrudt deres hovedlod,
hvis de var inden for landet og ikke lå i sygeseng.
### 2. bog § 8. Om manddrab.
Bliver en mand dræbt om torsdagen før middag eller en hvilken som
helst dag før torsdag, og er der landsting på den første lørdag
derefter, da skal frænderne lyse det på dette ting. Men bliver en mand
dræbt om torsdagen efter middag, da skal de vente til det andet ting
derefter.
### 2. bog § 9. Hvis sagen ikke lovligt forfølges.
Forfølges sagen ikke lovligt, og der ikke lyses i overensstemmelse med
loven, og det rette ting går over, da kan man ikke rejse sag uden
kongens tilladelse. Men giver kongen ikke tilladelse til, at sagen
rejses, da kan sagsøgeren ikke få mere end ret mandebod, det er tre
gange atten mark penge eller fuld værdi for så mange penge, eller
kønsnævn, hvis den sagsøgte nægter. Men hvis den, der skal rejse
sagen, ikke gør det på det rette lovlige ting og ikke får tilladelse
af kongen til at rejse sagen inden dag og år, da kan kongen fastsætte
bøder for den sagsøgte, hvis han vedgår, men nægter han, skal han
forsvare sig med kønsnævn. Men vil sagsøgeren ikke tage mod nogen af
disse vilkår, som er omtalt, da har kongen ret til at erklære den
sagsøgte og hans frænder sagesløse og fri for tiltale i den sag, for
ingen skal føre sag af ondskab mod en anden mand.
### 2. bog § 10. Hvis kongen giver tilladelse til at rejse sag.
Giver kongen tilladelse til at rejse sag, da skal den, der forfølger
sagen, lyse på landstinget med kongens brev, at han har fået
tilladelse til at rejse sag efter sin døde frænde, og på det ting skal
han bekendtgøre den dødes banemands navn, som om drabet var sket i den
nærmest foregående uge, og derefter forfølge sagen, således som der
før blev sagt om manddrab. Men hvis nogen får kongens brev med
tilladelse til at rejse sag og gemmer det tre ting over, da skal det
ikke være ham til nytte.
### 2. bog § 11. Hvilke sandemænd, der skal medvirke.
Hvor en mand end bliver dræbt, hvad enten det er i købstad eller på
landet, og hvorfra han end er, skal altid de sandemænd sværge, som er
sandemænd der, hvor gerningen blev gjort. Det samme gælder om alt,
hvorom sandemænd skal sværge.
### 2. bog § 12. Hvorledes de skal sværge.
Vil sandemænd sværge en mand til bøder, skal de bede Gud hjælpe sig,
så sandt som han hævnede enten sår eller hug eller var nødt til at
værge sit eget liv eller sit eget gods og derfor skal beholde sin
fred. Men vil de sværge ham fredløs, da skal de sværge, at han dræbte
sagesløs mand og derfor skal miste sin fred. Men hvis en drabssag
bliver lyst på landstinget, da skal sandemændene udfinde, hvem der er
drabsmanden, eller hvad der voldte den dræbtes drab og død.
### 2. bog § 13. Om tegngæld.
Aftales der mandebod hjemme, og der ikke bliver svoret i sagen (af
sandemænd), da skal kongen have tegngæld, det er tolv mark penge. Men
sværges en mand til bøder, da tager kongen ikke mere end blodbøde. Men
flyr han som fredløs eller dør, da skal kongen af hans bo have tre
mark i blodhøde. Det samme skal han have, selv om han beholder sin
fred.
### 2. bog § 14. Om afhug.
Vil sandemænd sværge en mand fredløs på grund af afhug, da skal de
sværge, at han greb en sagesløs mand og satte ham i stok og
mishandlede ham og lige så godt kunne have taget hans liv som hans
lemmer og af den grund skal miste sin fred. Men vil de sværge ham til
bøder, da skal de sværge, at i den kamp, hvor de mødtes, ville han
ikke tage den andens liv eller lemmer, men det skete ved våde, hvorfor
han bør beholde sin fred.
### 2. bog § 15. Om hvilke afhug sandemænd skal sværge.
Om alle afhug, såvel hvis det drejer sig om øje som om andet, skal de
sværge. Hvor der skal bødes fjededels mandebod for et afhug, kan en
mand sværges fredløs derfor.
### 2. bog § 16. Om voldtægt mod kvinder.
Rejser man sag på grund af en kvinde, der er voldtaget, og vil
sandemændene sværge gerningsmanden fredløs, da skal de sværge, at hun
blev taget med vold mod sin vilje og taget til spotkone, og at den,
der forgreb sig på hende, derfor skal være fredløs. Men ved de, at hun
ikke blev voldtaget, da skal de sværge, at han ikke tog hende med
vold, og at det ikke var mod hendes vilje, og at han derfor bør
beholde sin fred.
### 2. bog § 17. Hvis en kvinde bliver voldtaget.
Hvis en kvinde siger, at hun er voldtaget, så snart hun er undsluppet
gerningsmanden og har sin frihed, da skal hun fremføre klage over den
vold, der er overgået hende, for granderne og grandekvinderne på
kirkestævne og derefter på tinge. Da er det nok troligt, at der er
overgået hende vold, og sandemændene er da pligtige til at sværge om
en sådan sag. Men finder hun sig deri og tier, efter at det er
åbenlyst og bekendt for granderne og grandekvinderne, at den mand har
haft den kvinde, eller hvis hun bliver med barn og ikke klager før, da
er det sandsynligt, at hun ikke blev voldtaget, selv om der ellers er
handlet ilde med hende, og da behøver sandemænd ikke at medvirke. Hvis
der rejses sag mod nogen for voldtægt, og sandemændene sværger ham
sagesløs, da er sagsøgeren udelukket både fra bod og ligeledes fra (at
kræve) bevis i lejermålssag, fordi det større bevis altid udelukker
det mindre.
### 2. bog § 18. Om lønligt samleje.
Lader en mø - eller en anden kvinde - nogen ligge hos sig i løndom med
sin vilje, og det bliver bekendt, da kan hendes frænder, selv om hun
tier og ikke anklager nogen, dog rejse sag mod den, som de vil
beskylde for den gerning, og få enten frændeed af ham, hvis han
nægter, eller ni marks bøde, hvis han tilstår, eller fælde ham ved
edsbevis eller sagsøge ham til at miste sin mandhelg, hvis han ikke
vil stå til rette. Men efter at frænderne én gang har taget mod bøde
for hende, kan de ikke, hvis hun derefter skikker sig ilde og forlader
den ene og tager en anden, hver gang tage mod bøde for hende,
medmindre der bliver begået vold imod hende. De, der er nærmest til at
være værge, og ikke nogen anden skal rejse disse sager, og af den bøde
tager hun intet, fordi det skete med hendes egen vilje, og heller
ingen af hendes slægtninge undtagen hendes rette værge, som skulde
råde for hendes giftermål.
### 2. bog § 19. Hvis en kvinde dør på grund af barnefødsel.
Dør enten en mands hustru eller hans slegfred på grund af barnefødsel,
da skal sandemændene ikke træffe afgørelse om hendes død, fordi barnet
ikke blev avlet med hende uden hendes egen vilje.
### 2. bog § 20. Om slegfreddatter.
Bliver en mands slegfreddatter beligget, og hun ikke er tinglyst, da
må ingen af hendes slægt på fædrene side rejse sag derfor, men de, som
er nærmest på mødrene side og skulde råde for hendes giftermål, (skal
gøre det). Den søn, som en kvinde undfanger i løndom, får ikke noget
af den bod, som hans fader erlægger i lejermålsbøde for hans moder.
### 2. bog § 21. Om markeskel.
Er man uenige om markeskel, da skal sandemændene i det herred
fastsætte skellet enten med stok eller med sten og derefter sværge på
det sted, hvorom striden drejer sig, at de har gjort ret. Men hvis det
skel, man er uenige om, både er markeskel og herredsskel, skal fire af
det ene herred og fire af det andet herred - de, der bor nærmest -
træffe afgørelse derom efter deres bedste overbevisning og sværge, at
de har gjort ret, og derefter lyse det på tinge. Men er der nogen
erindring om, at der tidligere er svoret derom, og lever nogen af de
mænd, der svor, da skal der ikke sværges mere derom. Men har man ingen
erindring om, at der tidligere er svoret derom, og kongen vil lade
ride markeskel, da skal det også have fuld gyldighed, dog må det ikke
ske uden varsel, så det er ubekendt for nogen af dem, der er part i
sagen. Sikrere er det dog, at markeskellet sværges, end at det rides,
for de, der bor nærmest, ved altid bedst besked. Går markeskellet
således, at nogle, der bor i den ene by, har købt (jord) i den anden
by, da skal de rejse krav om, hvad de har købt, på deres genmæleting -
det er tinget, før der bliver svoret, eller før kongen lader ride
markeskel - og gøre krav på den købte stuf og vedgå markeskellet, (før
der bliver svoret derom). Da skal de værge deres køb med kønsnævn,
hvis det er mærket med sten eller med grøft, uanset om der sværges
markeskel andetsteds. Men rejser de ikke krav om deres købte stuf og
ikke vedgår markeskellet, før det bliver svoret, da nytter det dem
ikke senere at rejse krav.
### 2. bog § 22. Hvis en mand bliver fredløs.
Bliver en mand svoret fredløs, og vil hans modpart ikke tage mod
bøder, da skal han flygte fra landet inden dag og måned. Flygter han
ikke, da kan kongen lægge beslag på hans gods, og kongen må ikke tage
fredkøb af ham, før han er blevet forligt med den dødes slægt. Men
flygter han fra landet eller dør, da skal hans nærmeste frænder bøde
to rater, men trodser han og bliver i landet, da skal hans frænder
alligevel bøde to rater. Den, der er nærmest på fædrene side, såsom
faderen eller ældste søn eller, hvis disse ikke findes, andre frænder,
skal tage mod bidrag af de fædrene frænder og bøde en rate på den
fædrene side. Men den nærmeste på mødrene side såsom broder eller
andre nærmeste frænder på mødrene side, hvis der ingen broder findes,
skal tage mod bidrag af de mødrene frænder og bøde en rate. Men har
den, der er flygtet som fredløs, to brødre, der selv har gods og
lovligt kan stå til ansvar derfor, da er den ældste af dem formand i
den rate, der bødes på den fædrene side, og den yngste formand i den
rate, der bødes på den mødrene side; men er der kun én broder, da er
han formand i den rate, der bødes på fædrene side. Men har den
fredløse to sønner, da er de nærmest til at udrede de to omtalte
rater, dog skal den ældste udrede den rate, der skal bødes på den
fædrene side. Men er der kun én søn, da skal han udrede den rate, der
skal. bødes på den fædrene side, og den anden erlægges af den, der er
nærmest på den mødrene side.
### 2. bog § 23. At et kloster ikke må modtage fredløs mand.
Et kloster må ikke modtage fredløs mand. Men hvis et kloster tager mod
en mand, der er lovfældt af en eller anden grund, da skal det bøde
fuldt for hans forseelse, hvis han er munk eller klosterbroder, eller
udlevere ham, hvis han er i verdslig klædning.
### 2. bog § 24. Om ejendomsløs mand.
En ejendomsløs mand kan man ikke tvinge til at udrede ættebod. Den
mand er ejendomsløs, som ikke selv har hus og jord og ikke udreder
leding og landeværn. Men er to mænd uenige om, hvem af dem der er
nærmest til at udrede ættebod, da skal den, der først kræves, enten gå
ind på at bøde den rate eller med kønsnævn udpege en anden af den
fredløses nærmeste frænder som nærmere end ham
### 2. bog § 25. Hvem der skal bøde med en anden.
Den, der er længere ude i slægt end fjerde mand, behøver ikke at bøde,
uden han selv vil. På samme måde skal, hvis bod modtages, de, der er
længere ude end fjerde mand, ikke tage noget, medmindre frænderne vil
give dem det. Lærde mænd og kvinder bøder ikke og tager ikke mod bod,
hvor nær de end er i slægt, for de må ikke hævne sig på nogen, og
ingen må hævne sig på dem. Er lærde mænd eller kvinder den dræbtes
nærmeste arvinger, da skal de modtage en rate som arv og overbod, hvis
der ikke findes andre søskende, og frænderne to rater.
### 2. bog § 26. Hvis man huser en fredløs mand.
Den, som med sit vidende huser en fredløs mand efter dag og måned,
skal bøde tre mark til kongen. Nægter han, skal han værge sig med tolv
mænds ed på, at han ikke vidste, at manden var fredløs, eiler på, at
han overhovedet ikke husede ham.
### 2. bog § 27. Hvis en mand sværges til bøder.
Sværges en mand til bøder, skal han bøde en rate af sit eget og siden
kræve støtte af sine frænder til de to andre. Men får den mand, der
bliver svoret til bøder eller aftaler bøder, intet af frænderne, skal
han dog udrede hele den bod, som han aftalte, eller som han blev
svoret til, for det, man aftaler, det skal man udrede. Men hjælper
frænderne ham ikke, da kan han sagsøge dem, for at der kan tages nam
hos dem. Man må ikke af frænderne modtage bidrag til bod for nogen
forbrydelse, man begår, undtagen alene for manddrab.
### 2. bog § 28. Hvorledes man skal rejse sag angående hærværk.
Den, som vil rejse sag angående hærværk, skal sagsøge og stævne til
tinget og forfølge sagen, som det er sagt om manddrab.
### 2. bog § 29. Hvad der er hærværk.
Går en mand med overlæg ind i en anden mands hus og bryder ind i huset
og tager enten kvæg eller klæder eller våben eller andet gods, som
bonden ejer, bort fra bonden selv eller hans tyende, som holder på
det, da er det hærværk. Ligeledes hvis en mand slår eller sårer bonden
eller hans hustru eller hans tyende, som er i fælliget i hans eget
hus, det er også hærværk. Men mødes de alle i god forståelse i en
bondes gård og senere bliver uenige, da er det ikke hærværk, for det
er da sket ved våde. Men binder en mand bonden i hans eget hus uden
hans skyld eller tager bondens dater eller bondens kone og fører dem
bort med vold, det er også hærværk.
### 2. bog § 30. Hvis en mand rider en anden mands korn ned.
Rider en mand en anden mands korn ned med vold eller driver sit kvæg
derind i med vold, det er også hærværk. Dog kræves der syn af gode
mænd på næste ting.
### 2. bog § 31. Hvad der forstås ved en mands hus.
Hvor som helst en mand rejser bod enten af tæpper eller ved gravning
eller opfører en risbod og selv er draget derind med sine ejendele,
der kan man øve hærværk mod ham som i hans eget hus. Ligeså hvis man
opholder sig på et skib, der er ladet med varer. Hvis en mand lejer et
eller andet hus, er det hans eget, lige indtil lejemålet er udløbet.
### 2. bog § 32. At landbo er sin egen husbonde.
Landbo er sin egen husbonde, og mod ham kan man øve hærværk, men ikke
mod bryde, thi om det, som øves i den gård, hvori bryden sidder, er
det bonden, der skal rejse sag. Men øves der vold mod bryden selv
eller hans kone eller hans børn, da kan bryden selv rejse sag uden om
husbonden.
### 2. bog § 33. Der skal være seks til at vidne om hærværk.
Den, som vil rejse sag om hærværk, skal have seks gode mænds
vidnesbyrd fra det herred, hvori gerningen er øvet på det ting, som er
det lovlige ting, og de seks skal vidne, at man har forbrudt sig
således imod ham, at han lovligt kan rejse sag om hærværk. Men brister
vidnesbyrdet for ham, da skal den sagsøgte værge sig med kønsnævn,
### 2. bog § 34. Hvis en mands kvæg dræber en mand.
Hvis en mands hest eller andet husdyr, som man har lov til at have,
såsom hornkvæg eller svin eller hund slår en mand ihjel, og der bliver
aflagt ed på, at dyret har forvoldt mandens død, skal bonden, der
ejede det, bøde ni mark penge og dog give edsbevis på, at han ikke
vidste, at dyret havde den vane. Men hænder det tre gange stadig med
det samme dyr, mens bonden har det i sin besiddelse, skal han bøde
fulde bøder.
### 2. bog § 35. Hvis man opføder vilde dyr.
Men opføder en mand vilde dyr såsom ulvehvalpe eller bjørnehvalpe, da
skal den, der opføder dem og har dem i sin besiddelse, bøde fulde
bøder for den fortræd, de gør. Men slipper de løs, og dræber en anden
mand dem, skal han ikke bøde derfor, men (så længe de er) i bondens
varetægt, må de ikke dræbes.
### 2. bog § 36. Hvis en mand får sin død af en livløs ting.
Hvis en mand drukner i en anden mands brønd, som vedkommende ejer
alene, da skal ejeren bøde tre mark penge derfor, men ejer alle
granderne den, skal der ikke bødes derfor. Det samme gælder lergrave.
Men drukner en mand i en mølledam eller fiskegård eller en anden
gravet dam, eller en mand falder ned fra et hus, eller et hus falder
ned over ham, da skal der ikke bødes derfor.
### 2. bog § 37. Hvis en mand har hus på en anden mands jord.
Får en mand hus på en anden mands jord, således at han er lovlig ejer
af det, og nogen bryder det hus ned uden hans vilje, da kan ejeren af
huset rejse hærværkssag, og ejeren af jorden skal ikke rejse sag.
### 2. bog § 38. Hvis en mand berøves noget i en anden mands gård.
Bryder en mand ind i en bondes hus og borttager hans gæsts hest eller
andre ting, der tilhører gæsten, da kan bonden rejse hærværkssag for
indbrud i huset og gæsten ranssag for sine ejendele, som han har
mistet. Men røver en mand bondens vogn, som hans hustru sidder i, da
er det også fuldt hærværk.
### 2. bog § 39. Om nævninger.
Nævninger skal sværge om håndran, om boran, om jordran, som nogle
kalder markran, om vådesgerning og om tyveri. Disse sager skal
forfølges på tre ting. På det første ting lyser man ranet, og der
fastsættes da et ting for hans modpart. På det andet ting gøres det
første ting nyt, det vil sige, at to mænd eller flere skal vidne, at
det er parternes genmæleting, og at den sagsøgte var lovlig stævnet
til at stå til rette for sagsøgeren, og derefter skal den, der har
rejst sagen, aflægge ed. På det tredie ting skal nævningerne sværge
den sagsøgte enten skyldig eller uskyldig i ranet. Men vedgår den
sagsøgte, før sagsøgeren aflægger sin ed, (at have taget) dennes
ejendele, da skal nævningerne ikke træffe afgørelse derom, og kongen
skal ikke have sin bøde, men bonden skal dog have sin bøde. Men den
sagsøgte må udrede det hele og præstere edsbevis på, at han har fået
det, han sagsøges for, ved våde, idet han mente, at det var hans eget,
eller at han fik det med sagsøgerens vilje. Men brister eds beviset
for ham, skal han udlevere det, sagsøgeren gør krav på, og bøde tre
mark både til bonden og til kongen. Men vedgår han ikke, før
sagsøgeren sigter ham ved sin ed, da skal nævningerne sværge derom, og
han kan da ikke føre andet edsbevis.
### 2. bog § 40. Hvis et ran lyses og ikke forfølges.
Den, der sværger ran på genmæletinget, men ikke vil forfølge sagen med
nævninger, skal bøde tre mark til bonden og ligeledes til kongen, og
nævninger skal ikke sværge i den sag.
### 2. bog § 41. Hvornår nævninger skal sværge.
På tredie ting, efter at det er lyst på tinge, at en mand har begået
ran, eller der er rejst sag mod en mand for noget andet, som nævninger
skal træffe afgørelse om, skal de dømmes til at sværge ret. Derefter
skal nævningerne rådføre sig med de bedste mænd, der er i herredet, om
de skal sværge eller ej, eller om hvad de skal sværge, for selv om de
alle sværger det samme, kan de dog forbryde deres boslod, hvis de
sværger imod de bedste og fleste mænd i herredet.
### 2. bog § 42. Hvorledes nævningerne skal sværge.
Således skal nævningerne sværge: Gud og den hellige bog, som jeg
holder på, hjælpe mig, så sandt som den mand ranede det gods, som han
er sagsøgt for, og er derfor skyldig at udlevere det og bøde tre mark
til bonden og ligeledes til kongen.
### 2. bog § 43. Om hvor meget ranet skal beløbe sig til, for at der kan sværges.
Håndran kan være hat eller handske, eller hvad man holder i hånden,
som er lige så meget værd som et par handsker, for det er en større
skam at blive fraranet noget på den måde end på andre måder. Ingen
andre ran, hvorom nævninger skal sværge, må angå ejendele til mindre
end en halv mark. Ejendele til en halv mark er, hvad der er en halv
mark penge værd.
### 2. bog § 44. Om boran.
Det er boran, hvis man går ind i en anden mands gård og fører noget
bort af hans kvæg eller klæder eller våben eller andre ting, som er en
halv mark penge værd.
### 2. bog § 45. Om jordran.
Det er jordran, hvis man går ind i en anden mands fold ude på marken
og der tager hest eller hornkvæg eller andre husdyr eller korn eller
hø eller tømmer eller andre ting, der er en halv mark penge værd.
### 2. bog § 46. Hvis en mand bliver fældet i en ranssag.
Den mand, der bliver fældet i en ranssag af nævninger, er skyldig at
udrede til bonden, der fælder ham, det, han fældes for, og desuden tre
mark og det samme til kongen.
### 2. bog § 47. Hvis en mand med vold afhøster en anden mands ager eller eng.
Slår en mand en anden mands eng fra ende til anden eller mejer en ager
fra ende til anden så megen sæd eller eng, som der er, og bringer det
afhøstede bort, da kan sagsøgeren, selv om det drejer sig om mindre
end en halv mark, dog rejse ranssag.
### 2. bog § 48. Om vådesgerninger.
Bliver en mand sagsøgt for helligbrøde eller blodsudgydelse, og han
svarer, at han gjorde det af våde, og nævningerne, der skal afgøre
sagen, sværger, at det er vådesgerning, da skal han bøde til den, han
forbrød sig imod, og hverken til kongen eller biskoppen.
### 2. bog § 49. Hvor gammelt et barn skal være, for at det kan begå helligbrøde.
Er et barn mindre end femten vintre gammelt, skal det bøde til den,
det forbrød sig imod, og ikke til kongen eller til biskoppen, undtagen
alene for manddrab.
### 2. bog § 50. Hvorledes nævninger skal indsættes.
Der skal være otte nævninger i hvert herred, to i hver fjerding, og de
skal være tremarksmænd, adelbønder og ikke bryder eller landboer, men
sådanne, som udreder fuldt landeværn for sig, og bønderne skal komme
til tinget med dem på det ting, der er nærmest efter den tolvte dag,
og nævne for ombudsmanden, hvem de har udtaget. Ombudsmanden skal tage
dem i ed, således at de beder Gud hjælpe sig, (så sandt som de), så
længe de er nævninger - og i alle de sager, hvor det bliver forlangt,
at de skal sværge, og som de bør sværge i - skal sværge det retteste
uden partiskhed. Men glemmer bønderne at udtage nævningerne, eller vil
de ikke gøre det, eller vil de ikke gøre rede for dem over for
ombudsmanden, da må han selv udtage nævningerne. Men er der uenighed
inden for en fjerding, idet nogle vil have en og andre en anden, da
skal de, som de fleste har valgt, være nævninger. Dog skal det
iagttages, at så længe der findes nogen, som ikke har været nævning,
og som er i stand til at være sin egen værge, da må en, der før har
været nævning, ikke tvinges dertil. Dog hvis nogen udtages, som før
har været nævning, og han selv vil være det, da kan ombudsmanden ikke
vrage ham. Men kan han ikke selv påvise, at der er nogen i hans
fjerding, der ikke har været nævning, efter at han selv har været det,
og han ikke vil modtage hvervet, da skal han bøde tre mark.
### 2. bog § 51. Hvis en mand ikke vil være nævning.
Sagsøger ombudsmanden bonden lovligt for tre mark, fordi han ikke
ville være nævning, og får dem af ham, da er bonden ikke fri dermed,
men så ofte det forlanges, at han skal være nævning, og han ikke vil,
skal han bøde tre mark, lige indtil han bliver så fattig, at han ikke
har tre mark til at tjene som sikkerhed.
### 2. bog § 52. At nævninger ikke skal træffe afgørelse den dag, da de indsættes.
Nævninger skal ikke sværge eller træffe afgørelse i nogen sag på den
samme dag, som de bliver taget i ed, for de må ikke have mindre end
syv nætters frist til at finde sandheden i det, de skal træffe
afgørelse om.
### 2. bog § 53. Hvis ombudsmanden ikke vil indsætte nævninger.
Vil ombudsmanden hverken udtage nævninger inden tre ting efter det
første ting efter tolvte dag eller lovligt sagsøge nogen, fordi han
ikke vil være nævning, da har kongen fuld ret til at tage hans embede
fra ham, fordi han gør bønderne retsiøse, for enhver der sagsøges for
ran, har krav på at blive enten værget eller fældet på fuldt lovlig
måde.
### 2. bog § 54. Hvis nævninger er uenige.
Sværger fire et og de andre fire noget andet, da skal tre tilkaldes
fra det nærmeste herred - de, der bor nærmest - og hvad de fire
nævninger, som to (af de tilkaldte) følger, (sværger), det skal stå
fast.
### 2. bog § 55. At en (ombuds)mand ikke må overlade sit embede til sine svende.
Ingen mand, der har (ombudsmands)embede, må overlade sin svend at
forestå det, men det skal overlades til en bonde, der kan forestå det,
og som bor i det (ombudsmands)område og har penge at stille som
sikkerhed, så han kan gøre ret mod dem, han forser sig imod.
### 2. bog § 56. Hvis en nævning dør eller drager bort.
Dør en nævning eller drager på pilgrimsfærd eller drager bort fra
syslet eller fra herredet eller bliver bryde, da skal hans
fjerdingsmænd udtage en anden og ombudsmanden tage ham i ed, således
som før er sagt.
### 2. bog § 57. Hvornår man skal rejse ranssag.
Den, som vil rejse ransag mod en mand, skal rejse sagen inden et år,
efter at ranet er sket. Rejser han sag senere, får han ikke mere end
tolv mænds ed (af den sagsøgte).
### 2. bog § 58. Hvis en mand lovligt sagsøger en anden for ran.
Hvis en mand fuldfører sit søgsmål mod en anden for ran, og den
sagsøgte ikke vil rette for sig, da fastsættes der en femt for
sagsøgeren til at modtage sit gods ved hans hus og desuden en bøde på
tre mark. Men er den sagsøgte overhørig og ikke vil bøde, da skal der
tildømmes sagsøgeren ret til at tage sit gods ved nam, lønligt og ikke
åbenlyst, uden for gårdsledet, dog skal namtageren sige til en eller
flere af granderne, at han har taget nam. Men der skal ikke tages nam
uden tingsdom, for hvis han tager, før han får dom for det, da kan han
blive enten ransmand eller tyv derfor.
### 2. bog § 59. Hvilke nævninger der skal træffe afgørelse om ran.
Har både den, der raner, og den, der bliver ranet fra, jord i det
herred, hvor den, der bliver rejst ranssag imod, bor, da skal de
nævninger, der er i dette herred, træffe afgørelse derom, selv om den,
der rejste ranssagen, bor i et andet herred, hvad enten jorden bliver
dyrket af landbo eller bryde, eller han selv pløjede den efter den
sidste afgrøde.
### 2. bog § 60. Om fællesgods og pant og gæld.
Med hensyn til fællesgods og pant og gæld - hvis nogen rejser sag på
tinge og påstår, at han har lånt en anden sine penge eller sin hest
eller andre ting, hvad det end kan være, eller sat dem i pant - da er
den sagsøgte pligtig til at udlevere så meget, som han indrømmer, og
give tolv mænds ed derpå, men bliver han fældet ved edsbeviset, skal
han udlevere alt det, der er rejst sag om. Men lader han der gå dom i
sagen og sidder den overhørig og ikke udreder inden lovdagen, da er
han pligtig til at udrede tre mark til bonden ud over det, der er
rejst sag om, og tre mark til kongen, som om han var fældet af
nævninger, og derefter må der tages nam, hvis sagen er lovligt
behandlet på tinge. Men er der aftalt edsbevis, og det ikke er sket på
tinget, da er den ikke lovligt behandlet. Men alt det, en mand
pantsætter på tinget, skal han også løse på tinget.
### 2. bog § 61. Om borgen.
Hvis en mand borger for en anden> og den, der er gået i borgen, ikke
vil betale, da skal han sagsøges lige som for anden gæld; thi det, som
en mand går i borgen for, det skal han betale, og ingen mand kan sige
sig løs fra borgen. Dog skal nævninger ikke træde til og træffe
afgørelse, for det behandles som anden gæld.
### 2. bog § 62. Hvis nogen går i borgen for en mand, som har forbrudt liv eller lemmer.
Går nogen i borgen for en tyv eller en anden mand, der har forbrudt
sit liv eller sine lemmer, da skal han overgive ham til ombudsmanden
og ikke til den mand, han modtog ham af. Men går det således, at han
slipper bort, enten ved et uheld eller med samtykke af ham, der gik i
borgen, da skal denne bøde for alle de forbrydelser, som den, han gik
i borgen for, begik, og desuden fyrretyve mark både til bonden og til
kongen, fordi han ikke overgav manden.
### 2. bog § 63. Hvis den, der har stillet borgen, vil flygte.
Den mand, der stiller borgen, er ikke pligtig at stå nogen mand til
ansvar for sin gerning undtagen ham alene, der gik i borgen for ham.
Men vil den, der har stillet borgen, flygte, og den, der gik i borgen,
opdager det, da skal han meddele det til ombudsmanden, og han skal
tage ham i forvaring for ham, men selv må han ikke gribe ham,
medmindre han satte ham i stok eller lagde ham i lænker, da han gik i
borgen for ham.
### 2. bog § 64. Hvem der må gå i borgen.
Lærde mænd og klostermænd og kvinder og de, der ikke har nået
lovalder, det er atten vintre, kan ikke gå i borgen for mænd, der skal
miste enten liv eller lemmer, men klerke eller enker kan gå i borgen
for penge, hvis den, der skal tage borgen, ønsker det, for de har eget
gods at betale af. Men møer eller børn eller en mands hustru eller
klostermænd med undtagelse af abbeden kan ikke gå i borgen for penge
eller for andet, for ingen, der ikke har eget gods, kan afhænde noget.
Ej heller kan husbondens søn, som er i fællig med sin fader, gå i
borgen, selv om han er fuldvoksen.
### 2. bog § 65. Hvem der kan eller skal sværge.
I en retssag kan godt en mand lyse (sagen) og en anden sværge, og den,
som bliver fraranet noget, skal selv sværge, selv om en anden lyser
(sagen), hvis han er sin egen værge, for han ved bedst selv, hvem der
ranede fra ham. Men bliver de, der ikke er deres egen værge, fraranet
noget, da skal deres værge både lyse og sværge og foffølge den sag til
ende som andre. Men rejses der ranssag mod nogen, der ikke er deres
egen værge, da skal deres værge også svare for dem.
### 2. bog § 66. Hvorledes en bryde kan sværge om ran.
En bryde kan godt sværge i ranssag om alt det, som hører til den gård,
som han er bryde for, men bonden skal dog overdrage ham at føre den
retssag og lyse på tinget, at han er fællesbryde og ikke (kun)
bestyrer. Men har bryden selv en gård og en bryde derpå, da er han
husbonde der og værge for den, selv om han andetsteds er bryde, og må
for den gård rejse ranssag, hvis noget bliver ranet fra ham der.
### 2. bog § 67. Om en mand, der er fældet efter loven.
Hvis en mand bliver fældet med rangnævninger eller på nogen anden måde
enten til (at bøde) kongens ret eller bondens ret, så at han er
pligtig at betale sine tre mark, da må hans gods ikke afhændes -
hverken løsøre eller andet - før han har gjort sin skyldighed både
over for bonden og ligeledes over for kongen, og han må ikke sagsøge
nogen mand, hvis han kommer i retstrætte, og ingen må tage ham til
bryde, medmindre han vil stå til rette for ham; thi efter at en mand
er fældet eller sagsøgt, må han ikke flytte sit rørlige gods og ikke
begive sig andetsteds hen.
### 2. bog § 68. Hvis en mand tager en fældet mand til sig.
Optager en mand i sin gård eller i sit fællig en mand, der er lovlig
fældet eller sagsøgt, da skal den, der sagsøgte ham, rejse sag mod
bonden, som han er draget hen til, på et ting og på et andet og et
tredie. Vil den, der modtog ham, hverken stå til rette for ham eller
sende ham bort med sine ejendele, da skal sagsøgeren have dom på tinge
til at tage nam i gården hos den bonde, som har modtaget ham. Men er
han sagsøgt og ikke fældet på det tidspunkt, da han kommer under
bondens beskyttelse, da skal han atter drage bort med sine ejendele,
for han kan ikke med rette beholde ham og ikke modtage ham, før han
har rettet for sig i den sag, der er rejst imod ham.
### 2. bog § 69. Hvis en lovfældt mand har en anden mands gods.
Man skal ikke låne en lovfældt mand sine trækdyr eller give ham dem i
leje eller overgive ham andre ejendele, således at han har dem i sin
besiddelse så længe, at man tror, det er hans egne, selv om det er en
anden mands gods. Og bliver det taget, mens det er i hans besiddelse,
da skal ejeren rejse krav mod den, han lånte eller gav det i leje til,
og ikke rejse sag mod den, der tog det.
### 2. bog § 70. En sagsøgt mand må ikke gøre sig ejendomsløs.
Men bliver en mand sagsøgt, mens han er i en anden mands gård i
brydefællig, og der er vidner på, at han blev optaget i fællig, da må
han ikke tillyse bonden alt sit gods og gøre sig ejendomsløs,
medmindre det skete, før han blev sagsøgt. Dog har bonden ret til, når
de skilles, at give sin bryde så meget, han vil, medmindre deres
pællig blev lyst på tinget, da må han ikke give ham mindre, end der er
tingsvidne på. Men bliver bondens bestyrer fældet for ran eller for
anden sag, da skal bonden bøde for ham eller udlevere ham med hans
penge, hvis han har nogen; men har han ingen penge, skal han dog
udlevere ham.
### 2. bog § 71. Hvad der forstås ved agerran.
Det er agerran, hvis en mand tager en anden mands korn, når denne har
pløjet og sået, uden at der er rejst indsigelse, og jorden ikke er
blevet fradømt ham ved tingsdom før midsommer, selv om den, der tog
kornet, ejede den ager, som han tog kornet på, for hvis nogen pløjer
og sår, uden at der rejses indsigelse, og den, der ejer jorden, tier,
da kan han bevise sin (ret til) sæden med tolv mænds ed på, at han fik
den ager med (ejerens) tilladelse og vilje. Brister edsbeviset for
ham, da har han forbrudt sæden og sit arbejde. Men siger han, at han
såede af våde og ikke med vilje, da har han ret til at få erstatning
for sæden og har forspildt sit arbejde. Disse retssager skal alle
føres før midsommer, men føres de ikke før midsommer, da skal den
skære, der såede, og give bonden fuld skyld af hans ager. Men om al
den sæd, der er fradømt før midsommer, som før er sagt, gælder det, at
hvis den, der såede, senere tager den, da kan han blive ransmand
derfor. Ligeledes hvis den, der såede på en anden mands jord, siger,
at jorden er hans egen, og der rejses sag før midsommer, da bør den
sæd opbevares hos en upartisk mand, og den part, der vinder jorden,
får sæden. Men tager nogen af dem sæden, før der er ført lovlig sag om
jorden, og den anden part vinder jorden, da er den, der tog sæden,
ransmand.
### 2. bog § 72. Om afpløjning.
For afpløjning bliver en mand ikke ransmand, medmindre han tilegner
sig jordstykket, efter at det ved lovlig rebning er taget fra ham. Men
den, som ompløjer en anden mands sæd, har derved altid forbrudt tre
mark til bonden og tre mark til kongen, selv om jorden er hans, for
man skal skaffe sig sin ret ved rettergang og ikke tage sig selv til
rette. Således er det også, hvis en mand slår en anden mands eng. Men
slår han hele engen fra den ene ende til den anden og siger, at det er
hans egen, og jorden senere bliver frakendt ham, da er han ransmand
derfor. Dog skal han både for afpløjning, og h~is han beskyldes for,
at han har høstet ind over agerrenen, og for afhøstning give den, der
rejser sag, tolv mands ed på, at han mente, det var hans eget, og
aflevere kornet eller Høet, der stod på vedkommendes jord, men ikke
bøde tillige. Men brister edsbeviset for ham, skal han aflevere (det
afhøstede), og bøde tre mark til bonden og det samme til kongen. Men
hvis han ikke vil udlevere afgrøden, efter at der er givet edsbevis,
men beholder den mere end tre lovdage, skal han også bøde, som det er
sagt.
### 2. bog § 73. Hvis en mand hugger i en anden mands skov.
Drager en mand hen i en anden mands skov, som han 13 ikke selv har lod
i, og fælder (træer) og læsser på sin vogn, og kommer den mand, der er
rette ejer, til stede og finder ham ved stubben, eller før han er
kommet ud til hovedvejen, og tager han de ting fra den anden, som
denne kører med, da er han ikke ransmand af den grund. Men kommer
manden ud til hovedvejen og gør rigtig rede for, af hvem han har fået
det, da må den anden ikke standse ham, men skal drage med ham til hans
hus og lade godset syne med vidner, og kan han ikke få ret hjemmel
derfor, skal han sagsøge ham, som loven er, enten for ran eller
tyveri. Således er det også med hensyn til korn og hø.
### 2. bog § 74. Hvis en mand kører over en anden mands ager eller eng.
Men vil en mand køre over en anden mands ager eller eng, hvor der ikke
skal være vej, og jager den, der ejer ageren, ham bort, og han da
efterlader vogn eller andre ting, da er den, der hindrede ham i at
køre over hans eng eller korn, ikke ransmand af den grund.
### 2. bog § 75. Hvis en mand tilføjer en anden mand overlast på alfar vej.
Træffer en mand en anden mand på alfar vej og tilføjer ham overlast,
således at han enten tager hans trækdyr fra ham eller vælter hans vogn
eller hindre ham, så han ikke kan drage bort med sine ejendele, men
efterlader dem der, da er den, der ranede fra ham, hvad enten han
førte de ejendele bort eller lod dem ligge tilbage, altid hans
ransmænd, forsåvidt angår de ejendele; men vedkender den anden sig
sine ejendele og tager dem i sin besiddelse igen ligesom før, da kan
han ikke sagsøge ham for ran med hensyn til det, han selv har i sin
besiddelse. Men hvis ransmanden fører det, han ranede, til sit hus,
hvad enten det er en hest eller andre ejendele, han ranede, og drager
den, der blev ranet fra, hen og genkender sine ejendele i hans gård
med gode mænds vidnesbyrd, eller - hvad enten ransmanden førte dem
hjem eller lod dem ligge - ejermanden finder dem med vidnesbyrd af
gode mænd, der vidste, at han var blevet dem fraranet, da kan han
rejse sag om ran.
### 2. bog § 76. Om kongens og biskoppens mænds bryder.
Alle kongens mænds bryder skal bøde til deres egen husbond, hvis de
forbryder sig til tre marks (bøder) og ikke til ombudsmanden. Det
samme er tilfældet med biskoppens mænds bryder.
### 2. bog § 77. Om biskopsnævninger.
Der skal være to biskopsnævninger i hvert kirkesogn eller to i hver
Fjerding, og dem skal sognemændene udtage, og ombudsmanden skal tage
dem i ed. De skal ikke være (nævninger) sammen mere end et år. Efter
Jul skal de skiftes som andre nævninger, og de skal kun sværge om
helligbrøde, det vil sige, hvis man slås på en helligdag.
### 2. bog § 78. Hvis nævningerne er uenige.
Er nævningerne i et kirkesogn uenige, da skal en nævning fra en anden
fjerding afgøre sagen, det skal dog altid være den, der bor nærmest.
biskopsnævninger kan ikke forsværge mere end en halv mark. Men sværger
de urigtigt, og bliver de fældet, da skal de bøde til kongen som andre
nævninger.
### 2. bog § 79. Hvorledes der skal rejses sag for helligbrøde.
Vil biskoppens ombudsmand sagsøge en mand, da skal han rejse klage på
tinget over den, han vil sagsøge, og lade ham stævne til et ting og
nævne på tinget den, han slog, og den helligdag, da han blev slået, og
på den femte dag efter tinget skal nævninger træffe afgørelse ved
kirken og ikke på tinget. De samme udsagn, som sagsøgeren fremfører på
tinget, skal han gentage ved kirken. Den, der sagsøges for
helligbrøde, må nyde alle de forfald, som ovenfor er nævnt.
### 2. bog § 80. At nævningerne ikke skal gå fra kirken uden at sværge.
Nævningerne skal på den dag, der bliver fastsat på tinget, træffe
afgørelse om den sag, som de på tinget er tilkaldt til, selv om
ombudsmanden og den sagsøgte ikke kommer, for hvis de går fra kirken
uden at sværge, da har de forbrudt deres tre mark. Men har nævningerne
ikke forfald og ikke kommer til kirken på lovdagen, da fortaber de
også de tre mark. Men har de lovligt forfald, da skal de træffe
afgørelse en femt efter det næste ting, de kommer til.
### 2. bog § 81. Mod hvem der kan begås helligbrøde.
En mand kan ikke begå helligbrøde mod sin hustru og sine børn, som er
i fællig med ham, medmindre han tilføjer dem sår med od eller æg eller
sønderslår deres lemmer, for han skal revse dem med stok eller med
vånd, hvis de forser sig, og ikke med våben. Det samme gælder også om
tjenestetyende. Men mod husbonden kan hustruen nok begå helligbrøde.
Børn kan på alle tider af året begå helligbrøde mod deres forældre.
Således også søskende mod hinanden, hvis de er udskilt af fælliget.
Tier begge parter, som begik helligbrøde, og er forligte, kan
ombudsmanden dog rejse sag mod den, han vil.
### 2. bog § 82. På hvilke tider der kan begås helligbrøde.
Fra den lørdag aften, da Advent begynder, og til ottende dag efter
Helligtrekonger, til solen er gået ned. Den, der slås i den tid, han
øver helligbrøde. Således er det også (i tiden), fra de ni ugers faste
begynder, og til første søndag efter påske og hele pinseugen og alle
de dage, da præsten byder at holde helg, fra om aftenen, når solen går
ned, og til næste dag om aftenen, når solen er gået ned. Men for
helligdagsarbejde kan man ikke sagsøges, undtagen for (arbejde på) de
dage, da præsten påbyder helg. Det er også (tiden) mellem to
solnedgange. I en sådan sag skal man værge sig med tolv mænds ed og
ikke med nævninger.
### 2. bog § 83. Den dag, da der øves helligbrøde, skal nævnes.
Når en mand sagsøges for helligbrøde, skal man nævne den dag, da han
forbrød sig, og hvorledes han forbrød sig, og den udtalelse, han
fremsætter på tinge, den skal han stå ved.
### 2. bog § 84. Hvis ombudsmanden nævner den dag, da der er øvet helligbrøde.
Nævner ombudsmanden den dag, angående hvilken han sagsøger manden, da
kan der ikke senere rejses sag for, hvad han har forbrudt forud for
den dag, der blev nævnt. Ingen helligbrødesag må stå hen i mere end et
år.
### 2. bog § 85. At der for én sag kan bødes flere tremarksbøder.
Hugger en mand en anden i kirken eller på kirkegården på en helligdag,
da bødes der særligt for kirke og kirkegård og særligt for helligbrøde
og ligeledes for blodsudgydelse. Men hugger han en præsteviet mand
eller en munk, da bøder han lige så meget mere.
### 2. bog § 86. Om tyveri.
Hvis en mand rejser tyverisag mod en anden mand og griber ham med
noget (af det stjålne) i hænde, skal han binde det på hans ryg og føre
ham til tinget og overgive ham til kongens ombudsmand, og ombudsmanden
skal have tingsdom for, hvad tyven har forbrudt ved et sådant tyveri.
### 2. bog § 87. Hvad en tyv kan hænges for.
Har han stjålet koster til en værdi af en halv marks værdi eller mere,
da kan ombudsmanden hænge ham uden dom og gør ingen synd derved, fordi
hans gerning har dømt ham, og han hænger ham for rettens og kongens
magts skyld og ikke af hævn. Men bonden må ikke selv hænge sin tyv,
fordi han gør det af hævn. Selv om der er handlet ilde imod ham, må
han ikke selv tage sig til rette.
### 2. bog § 88. Hvis ombudsmanden ikke vil tage mod tyven af bonden.
Hvis ombudsmanden - eller hans stedfortræder - ikke vil tage mod
tyven, da har han forbrudt sit embede, fordi han gør bonden retsløs,
og skal bøde fyrretyve mark til kongen og ligeså til tyvens frænder.
Men kommer tyven senere løs, da skal bonden, der bandt ham, dog være
sagesløs.
### 2. bog § 89. Hvis en tyv stjæler mindre end en halv mark.
Uanset hvad en tyv stjæler af mindre værdi end en halv mark, skal han
dog, hvis han bliver grebet med det og ført til tinget, have tyvsmærke
og give kongen tre mark og bonden det stjålne og det dobbelte beløb.
Men kommer tyven til tinget bundet med tyvekosterne - hvor ringe
tyveriet end er - og han i forvejen har tyvsmærke, da kan han hænges,
og bonden kan tage det stjålne og det dobbelte beløb, som det er sagt,
og kongen hele hans hovedlod.
### 2. bog § 90. Bonden må ikke lade en tyv løbe uden tingsdom.
Tager en mand en tyv eller en anden mand og binder ham og ikke fører
ham til tinget, men slipper ham fri forinden, da skal han bøde
fyrretyve mark til ham og lige så meget til kongen. Dog må
ombudsmanden ikke sagsøge ham, (der har været bundet), medmindre
bonden først rejser klage over, at han selv har været udsat for
tyveri. Men hvis en tyv - efter at han er fanget og bundet med
tyvekosterne med gode mænds vidnesbyrd - slipper ud og bliver løs,
enten fra bondens hus eller på vejen til tinget eller på tinget, uden
tingsdom, da kan man gribe ham, hvor man finder ham, og gøre ham hans
ret. Dog hvis han slipper løs, så at han frit kan drage omkring, og
han kommer ubunden til tinget, da kan man ikke gribe ham på tinget for
den sag, han beskyldes for; men man skal rejse sag mod ham på tinget
og sagsøge ham efter landets lov, thi hvilken sag man end rejser mod
en mand, har han dog ret til at have fred til og fra tinget, medmindre
han selv tilstår tyveriet på tinget.
### 2. bog § 91. Hvis ombudsmanden slipper tyven løs.
Tager ombudsmanden mod en bunden tyv på tinget af bonden og senere
slipper ham løs uden tyvsmærke, da kan han ikke rejse klage mod
bonden, der bandt ham.
### 2. bog § 92. Hvis man tager en tyv med noget (af det stjålne) i hænde.
Griber man en tyv med noget (af det stjålne) i hænde, og han ikke kan
henvise til, hvor han har fået det, da kan han bindes, men henviser
han til nogen, og henvisningen eller hjemmelen glipper, da gælder det
samme. Men man kan ikke henvise videre end til den tredie mand.
Trediemanden skal altid udlevere de koster, som han vedgår. Han skal
dog have sin garant ved udleveringen af de koster, med hensyn til
hvilke der er blevet henvist til ham, og skal ikke bøde derfor, men
have tabt købesummen. Men har han vidner på, at han købte det på
torvet, da skal han dog give edsbevis på, at han ikke er tyv og ikke
tyvs medvider og ikke kender sin sælger levende eller død, og have
tabt købesummen. Garant er vidne, og vidnesbyrd fritager for bast og
bånd og kongens ret.
### 2. bog § 93. Hvad man skal have garant til.
Til tilskåret klæde og færdigt redskab og til våben, til hest eller
hornkvæg og til andre husdyr og til alt det, der er særlig mærket,
skal man have garant. garanten er det vidne, som var til stede, da
købet afgjordes. Det må ikke være færre end to mænd.
### 2. bog § 94. Om bånd.
En mand må ikke binde en anden mand, medmindre han griber ham med
noget (af det stjålne) i hænde, eller han griber ham ved nattetid i
sit hus, og der er sikre tegn på, at han ville stjæle bondens
ejendele.
### 2. bog § 95. Hvorledes man skal søge efter sine stjålne ejendele.
Mister en mand sine ejendele, da skal han følge efter til den by, hvor
han mener, at hans ejendele er kommet hen, og lyse for alle granderne
efter det, han har mistet. Indrømmer nogen mand, (at han har) de
ejendele, og siger, af hvem han har fået dem, da er han fritaget for
tyvsnavn, hvis den, han fik dem af, tilstår. Men hvis en vejfarende
mand, som han ikke kendte, lagde eller efterlod de ejendele i hans hus
eller overgav ham dem til opbevaring, da er han pligtig at bevise med
tolv mænds ed, at han ikke er tyv og ikke tyvs medvider og aldrig har
lagt skjul på, (at han havde) de ejendele. Dog er den, der har godset
i hænde, pligtig at være borgen for de ejendele til det næste ting, og
på det ting udtages pålidelige tinghøringer til at påse, at den, der
har ejendelene i hænde, overgiver dem, og sagsøgeren modtager dem, for
da kan den, der lagde ejendelene ind til opbevaring, ikke rejse sag
imod ham. Men kommer den, der lagde ejendelene ind til opbevaring,
senere og rejser krav om dem, da skal de samme tinghøringer, som tog
dem ud, sørge for, at de bliver tilbageleveret, og parterne skal
derefter forfølge sagen som ret er.
### 2. bog § 96. Hvis ingen i byen indrømmer, (at han har) de ejendele.
Nægter alle, der bor i byen, (at de har) de ejendele, som 30 man lyser
efter, da kan han forlange at foretage ransagning over hele byen, og
de kan ikke nægte ham det; men en enkelt eller to mænds gårde må en
mand ikke ransage, medmindre han stiller sine tre mark i sikkerhed for
det tilfælde, at han ikke finder tyvekosterne derinde. Men når man
tillader, at der ransages over hele byen, da skal ombudsmanden
overvære det, hvis han er til stede. Er han ikke til stede, da kan
bønderne selv ransage og begynde, hvor i byen de vil, og hvor de end
finder kosterne, som den bestjålne har efterlyst, da kan vedkommende,
hvis de findes under husbondens eller hustruens lås, ikke senere give
en anden skylden derfor, fordi de tidligere har nægtet, og da er han
tyv med hensyn til de koster og har dermed forbrudt sin hals - hvis
tyveriet er så stort - og sit gods, det vil sige sin hovedlod i
løsøre. Men børnene eller hustruen mister ikke deres hovedlod,
medmindre det stjålne findes under deres lås og lukke, eller børnene
er så forhærdede, at de kan gemme og skjule.
### 2. bog § 97. Hvis noget bliver fundet under bondens lås.
Hvis den mand, der ransager, finder sine ejendele i bondens lade eller
stuehus eller i andre huse, som der ikke er lås for, da har bonden ret
til at føre bevis for, at han ikke er tyven og ikke tyvs medvider, men
at det er bragt til ham af avind, og han skal da være sagesløs, hvis
han ikke bliver fældet ved edsbeviset. Dog kan sagsøgeren afgøre, om
han hellere vil have tolv mands ed eller forfølge sagen med nævninger.
Men bliver han fældet ved edsbeviset, da er han tyv i den sag.
### 2. bog § 98. (Hvornår) mange skal bindes for en sag.
Så mange, som bliver pågrebet, når der finder tyveri sted i et hus,
skal alle anses for tyve, og de har alle forbrudt deres løsøre. Men
for de ejendele, der bliver fundet i et hus, må ingen bindes uden
husbonden alene, fordi han er værge for huset, medmindre det sker, at
man finder noget under hans indsidders eller indsidderkones lås eller
lukke såsom i deres kiste eller deres bod.
### 2. bog § 99. Hvis noget bliver fundet i bondens søns besiddelse.
Finder man noget i bondens søns kiste, som han selv har nøgle til,
eller i hans kammer, som han har særligt lukke for, da er han også tyv
for sin gerning, og det gælder hans hals, hvis han bliver fældet eller
taget med (det stjålne) i hænde. Da skal sønnens hovedlod opgøres for
at betale bonden hans ret og kongen hans ret.
### 2. bog § 100. Hvor meget man kan forbryde ved tyveri.
Husbonden eller hustruen eller enhver anden i pælliget kan ikke ved
tyveri forbryde mere end sin egen hals og sin egen hovedlod, medmindre
en stjæler, og en anden vidende derom skjuler det, eller hvis flere
bliver grebet i den gerning. Ingen kan overhovedet ved tyveri forbryde
mere end sin egen hovedlod. Men bliver husbonden sagsøgt, enten til
fyrretyve mark eller til tre mark, og er hans hovedlod ikke så stor,
da skal alle de, der er i fællig med ham, udrede. Men hvilken som
helst anden i fælliget, der bliver fældet, skal udrede sin hovedlod og
ikke mere.
### 2. bog § 101. Om nam.
Hvis en mand sagsøger en anden til nam og tager nam hos ham én gang,
da må han aldrig mere tage nam for den sag, selv om han har taget
mindre, end der tilkommer ham, eller for nogen sag, som vedkommende
tidligere var fældet for, fordi den sidste (sag) ophæver alle
tidligere, hvis der bliver taget nam.
### 2. bog § 102. Hvem der må gå i borgen.
Hvis en mand rejser tyverisag mod en anden mand, som selv har jord, da
kan denne gå i borgen for sig selv, men hvis der rejses tyverisag mod
en landbo, da skal den, der ejer jorden, gå i borgen for ham og ligeså
bonden for bryden. Men hvis der rejses tyverisag mod en tjenestekarl,
da skal hans husbond gå i borgen for ham, hvis han vil; men vil han
ikke, da skal han skaffe sig en anden, hvor han kan. Men kan han ikke
få nogen til at gå i borgen for sig, da kan ombudsmanden tage ham i
forvaring, indtil han kan komme for retten. Det samme gælder også med
hensyn til indsidder og indsidderkone.
### 2. bog § 103. Hvis en landbo bliver tyv.
Hvis en bondes landbo bliver fældet for tyveri eller grebet med (det
stjålne) i hænde, da skal bonden, der rejste sag mod ham, først udtage
sin ret, det er det fulde beløb og det dobbelte deraf, og ombudsmanden
alle hans levende kreaturer, der kan gå over dørtærskelen, og
husbonden skal have jordejerdelen. Det, som ikke selv kan gå ud af
døren, udgør jordejerdelen. Men er der ikke andet en jordejerdelen, da
skiftes den i to lige store dele mellem ombudsmanden og husbonden, når
sagsøgeren har fået sin ret. Men findes der noget levende kreatur,
selv om det kun er et får eller et svin, kan ombudsmanden ikke få mere
som sin ret.
### 2. bog § 104. Hvis en mand vil tilbagesøge sine ejendele, (som han finder) i en anden mands besiddelse.
Hvis en mand genkender sin hest eller sin okse i en anden mands
besiddelse og påstår, at det er hans, og den, der har dyret i sin
besiddelse, nægter og påstår, at det er hans, og siger, at det er
hjemmefødt hos ham, da skal han bevise med tolv mænds ed og to
granders vidnesbyrd, at det er hjemmefødt hos ham. Men siger han, at
han købte det, da skal han skaffe sin sælger til stede, det vil sige
den, han købte af, og han skal hjemle ham det. Men har han ingen
hjemmel til det, og den, der rejser krav om det, siger, at det er
hjemmefødt hos ham, da skal han påvise ejendomsmærke som bevis for, at
det er hjemmefødt hos ham. Vidnesbyrd om, at et dyr er hjemmefødt, er
tolv mænds ed og to nævningers vidnesbyrd.
### 2. bog § 105. Hvis en mand finder en anden på sin hest.
Tager en tyv en anden mands hest, enten inde ved stalden i eller på
marken, og bonden straks savner sin hest eller bliver opmærksom derpå
og straks følger efter tyven, da må han gribe ham, uanset hvor han
indhenter ham. Men går der nogen tid efter tyveriet, enten to dage
eller mere, og han da finder tyven på sin hest, og vedkommende
tilbyder ham hjemmel enten i en by eller i to andre længere fremme, da
skal bonden følge ham til den by, som han forlanger, for der at få
borgen eller hjemmel. Men opnår han ikke at få borgen eller hjemmel,
da kan bonden tage tyven i forvaring.
### 2. bog § 106. Hvorledes man skal gå frem i en sag, der hviler på mistanke.
Ved en mand, hvem tyven er, og dog ikke kan få sine ejendele at se, da
skal han rejse sag mod den mand, som han formoder er skyldig i den
sag, og lade ham stævne til tinget, således som det tidligere er sagt
om ranssag, og på det andet ting skal han aflægge ed på, at
vedkommende er skyldig i sagen til så stort beløb, som han tør give
sin ed på. På det tredie ting skal nævningerne da træde til og enten
sværge. ham sagesløs med hensyn til de koster eller til tyv.
### 2. bog § 107. Hvis en mand bliver svoret til tyv.
Men bliver han svoret til tyv, da skal han først udlevere så meget,
som sagsøgeren fældede ham for, og desuden det dobbelte og tre mark
til kongen, medmindre han tilstår tyveriet på tinget, eller (det
stjålne) bliver fundet i hans besiddelse, da skal han behandles som
andre tyve, og kongen tager hans hovedlod. Men trodser han, efter at
der er svoret, og vil ikke opfylde, da skal sagsøgeren med vidner fra
sit herredsting drage til landstinget og der bevidne, at den mand var
sagsøgt således og ikke vil stå til rette, endskønt han tre lovdage
var blevet påmindet i sin gård. Da skal der fastsættes et landsting
for ham. Kommer han da ikke og tager til genmæle og står til rette for
sagsøgeren, da forbrydes hans hals, som om han var taget med det
stjålne.
### 2. bog § 108. Hvis en mand kalder en anden mand tyv på tinget i alles påhør.
Men kalder en mand en anden mand tyv på tinget i alles påhør og ikke
forfølger sagen mod ham efter loven, skal han bøde tre mark til ham,
han kaldte tyv, og tre mark til kongen.
### 2. bog § 109. Hvis tyven er syg eller ikke er hjemme.
Hvis den, der sagsøges for tyveri, er syg, således at han ikke kan
komme til tinget, da skal man vente, til han bliver rask. Men er han
draget på pilgrimsfærd, da skal man vente, indtil han kommer hjem. Er
han inden for riget, men dog uden for landet, da fastsættes der en
måneds frist for ham. Alle de forfald, som før er nævnt, gælder også
her, hvis han ikke var hjemme, da der blev rejst sag imod ham. Men
hørte han, at der blev rejst sag imod ham> og derefter flygtede, da
hjælper intet forfald ham, medmindre kongen har ladet ham kalde.
### 2. bog § 110. Hvis der ransages i et hus, og bonden ikke er hjemme.
Hvis man ransager i bondens hus, og han ikke selv er hjemme, og de
stjålne ting findes derinde, da må man ikke binde hustruen eller føre
hende bort ubunden, men granderne skal gå i borgen for de ting og stå
inde for dem, indtil bonden kommer hjem, at de ikke føres bort og ikke
skjules. Men når bonden kommer hjem, da skal den, der tog borgen for
tingene, rejse sag, således som før er sagt. Det afhænger helt af
bondens svar, hvorledes han skal forfølge sagen.
### 2. bog § 111. Om hittegods.
Hvis en mand finder noget og ikke siger til og ikke lyser ved kirke
eller på tinge, at han har fundet sådanne ting, da kan han blive tyv
derfor, som om han havde stjålet det. Den, der finder noget, skal
sige, hvad han fandt; men den, der har tabt det og lyser efter det,
skal meddele farve og kendetegn og mærke.
### 2. bog § 112. Hvis en mand finder sølv eller guld.
Finder en mand sølv eller guld enten i høje eller efter sin plov eller
på nogen anden måde, da skal kongen have det. Men nægter han, at han
fandt det, skal han værge sig med frændeed.
### 2. bog § 113. Hvis en mand giver en anden noget i forvaring.
Giver en mand en anden noget i forvaring eller pant, og der opstår ild
i huset, og det brænder sammen med bondens andre ejendele, da skal
denne være sagesløs, hvis der er vidner på, at bonden mistede sine
ejendele sammen med hans. Men vil han ikke nøjes med det vidnesbyrd,
da skal bonden bevise med kønsnævn, at han ikke led skade ved hans
skyld. Men er han købstadmand, skal han værge sig med nævn (udtaget
af) det fornemste gilde. Svigter edsbeviset, skal han udlevere
ejendelene og bøde tre mark ii bonden og tre mark til kongen. Men er
hans egne ting ikke blevet borte sammen med den andens, da skal han
erstatte i forhold til det, der blev overgivet ham, og ikke forsvare
sig med edsbevis. Men lån eller gods, der er modtaget efter vurdering,
kan ikke gå tabt.
### 2. bog § 114. Hvis en mand stjæler i leding.
Bliver en mand i leding beskyldt for tyveri af styrismanden eller af
en af skibsmandskabet, og gribes han ikke med noget (af det stjålne) i
hænde, da skal han værge sig med de to mænd, der er ham nærmest på
toften på den side, hvor han er, og seks andre af mandskabet, som han
kan få til det. Men er der ikke så mange mænd, skal han værge sig med
dem, der er, undtagen de mænd, der sigter ham. fælder de ham til en
værdi af en halv mark eller mere, da skal man gå frem mod ham som mod
andre tyve, og han har både forbrudt de ejendele, der er der, og sin
hovedlod hjemme. Men kommer han hjem usigtet eller lover edsbevis i
leding og ikke giver det, før han kommer hjem, da må han værge sig med
tolv mænds ed.
## 3. bog.
### 3. bog § 1. Om leding.
Når leding udbydes, da skal enhver - lige så mange som de er i en
havne - drage ud sit år uden at blive udtaget dertil, medmindre de er
så gamle eller så unge, at de ikke er i stand til at drage ud, eller
det er kvinder eller lærde mænd. Disse skal alle stille mænd for sig,
dog så danne, som er duelige. Styrismanden må ikke tvinge nogen til at
drage i leding, så længe der i samme havnelag findes en mand, som ikke
har været ude, siden den anden (sidst) drog ud. Men vil en duelig mand
drage ud i stedet for en anden, som er hans havnebroder, da kan
styrismanden ikke forhindre det.
### 3. bog § 2. Hvis en tjenestekarl eller træl kommer i leding.
Boden må ikke sende sin tjenestekarl i leding for sig, medmindre
styrismanden tillader det, for hvis en tjenestekarl kommer i leding i
stedet for bonden, da skal han hudstryges. Men kommer en træl i leding
på sin husbonds havne, da kan kongen tage ham til sig, hvis han vil,
eller erklære ham fri over for enhver.
### 3. bog § 3. Om heste- og brynjeleje.
Styrismanden skal selv skaffe sig hest og brynie og for begge dele
tage ni skæpper rug af hver havne til Sankt Mikkels dag, men dog ikke
andre år, end når leding udbydes. Den styrismand, der ikke er
ombudsmand, og som tager mere med tvang, skal bøde tre mark til
kongen. Men hvis han er ombudsmand, skal han miste sit embede.
### 3. bog § 4. Om våben.
Hver styrismand skal have fuldt våbenudstyr og desuden en armbrøst og
tre tylvter pile og en mand, der kan skyde med den, hvis han ikke selv
kan skyde. Og hver havnebonde, der er på skibet, skal have skjold og
tre folkevåben: sværd, kedelhat og spyd.
### 3. bog § 5. Hvem der skal udruste skibet.
Skib og skibsudrustning og skjolde skal alle de mænd, der er i
skipenet, købe, men styrismanden skal bygge skibet for så mange penge,
som skibsmandskabet bliver enige om, men vil han ikke nøjes med det,
de har tilbudt ham, da kan skibsmandskabet bygge sig et skib selv, dog
må de ikke underbyde ham med en mark eller to. Når skibet er bygget,
da skal hele skibsmandskabet på den dag, der bliver fastsat for dem,
trække skibet ud samt trække det op, når det kommer hjem. Men den, som
ikke kommer til stede, skal betale bøde, således som den bliver
fastsat, og som mandskabet giver sit samtykke til. Men den sigtede kan
tilbageholde den bøde så længe, at styrismanden kan inddrive den med
(en tillægsbøde på) tre mark. Da skal der føres bevis af skurdsmænd
eller skibsnævninger, som nogle kalder skibsbødenævninger. Den bøde
får styrismanden ikke alene, men den skal komme hele skibsmandskabet
til gode. Men inddriver han den med (tillægsbøden på) tre mark, da får
mandskabet bøden og styrismanden de tre mark.
### 3. bog § 6. Hvis nogen forsømmer ledingsydelserne.
Tilbageholder nogen sit bidrag til betalingen for skibet eller
skibsudrustningen eller til køb af skjolde eller ikke på den rette
lovdag vil føre sin proviant ud til skibet eller andre
rejsefornødenheder, som han er pligtig til at bringe derud, hvad enten
han selv skal have det med i leding, eller han skal overgive det til
sin havnebroder, da kan styrismanden bringe hans kvæg til skibet, dog
må han. ikke bringe en anden mands kvæg til skibet, før skibet er sat
ud og ejendelene ført ombord, og den lovdag, som var fastsat for
besætningen, er oversiddet. Men bringer han det ikke til skibet, før
han er sejlet fra havnen, da kan hans fuldmægtig ikke senere tage det,
mens han er borte, og han selv ikke, efter at han er kommet hjem, før
han på lovlig måde har rejst sag for at få det. Men når bondens kvæg
bliver bragt til skibet, og han ikke vil løse det, før skibet sejler
bort, da skal han løse det med det dobbelte af det, han før skulde
udrede.
### 3. bog § 7. Om kongens og biskoppens mænd.
Overalt hvor kongens eller biskoppens mænd er, hvad enten de har én
gård eller flere, er de pligtige at have fulde våben og drage i leding
på sin egen bekostning og modtage sin sold. Men sidder han hjemme uden
lovligt forfald eller orlov, da skal han betale kongen tredingshavne
af hver gård, han har, eller være innebonde, hvis han ikke vil betale,
som det er sagt.
### 3. bog § 8. Hvem der må tage mænd.
Kongen må tage sig mænd overalt i sit rige, i hvilket skipen han vil,
og hertugen (ligeledes) i sit hertugdømme, men andre af kongens børn
eller frænder eller grever må ikke tage mænd undtagen i deres eget
retsområde eller deres len, og biskopperne skal heller ikke tage mænd
uden for deres bispedømme.
### 3. bog § 9. At man ikke må formindske et skipen.
Klostermænd må ikke købe jord, som der går landeværn af, siden det
almindelige konsilium fandt sted, som pave Innocens holdt. Hvad de har
købt siden, deraf skal de udrede leding eller få de vilkår af kongen,
som han fastsætter. Det gælder både med hensyn til grå munke og sorte
munke og alle (andre) munke.
### 3. bog § 10. Om lærde mænds jord.
Præster, der vil leve ugift, skal af én gård ikke udrede
(ledings)afgift, hvad enten gården ligger på kirkens jord eller på
deres egen jord, hvis de har nogen.
### 3. bog § 11. Om landboers ledingsydelse.
Landboer - hvem de end tilhører: biskop, præst, kloster, kirke, en
bonde eller hirdmand - som ikke før var fri eller fritaget ved
privilegier, skal udrede leding og landeværn, hvis de dyrker rebet
jord, medmindre kongen fritager dem.
### 3. bog § 12. Af hvor megen jord der skal udredes leding.
En bonde, der har en mark guld i jord eller mere, skal udrede
tredingshavne, for tredingshavne svares ikke af mindre end af en mark
guld. Men af fire mark sølv udredes sjettingshavne og af to mark sølv
tolvtingshavne. Af mindre end to mark sølv udredes ikke leding. Men
opstår der strid mellem styrismanden og manden, der skal udrede
leding, da skal skurdsmænd eller skibsnævninger med deres ed afgøre,
hvad den sagsøgte skal udrede.
### 3. bog § 13. Med hvor stor fæsteafgift en landbo skal udrede (leding).
En landbo, der svarer otte ørtug sølv i landgilde, skal udrede
tredingshavne. Den, der svarer fire ørtug, skal udrede sjettingshavne,
men svarer han mindre end fire ørtug sølv - hvad enten det drejer sig
om rebet jord eller kendeland - skal han udrede otte ørtug sølv til
kongen.
### 3. bog § 14. Hvis en mand bor på sin egen jord og tager en anden mands fællig til sig.
Hvis en mand bor på sin egen jord og tager en anden mands fællig til
sig, da skal han, hvad enten han er herremand eller ikke, udrede lige
så meget, som den anden gjorde før.
### 3. bog § 15. Hvorledes herremænd kan fæste jord uden at udrede leding deraf.
Hvis en herremand har mindre jord end en fuld plovs jord, da kan han
tilfæste sig jord, lige indtil han har en plovs jord, og skal dog ikke
udrede leding af den jord, han fæstede.
### 3. bog § 16. Hvis en mand har jord i flere skipen.
Har en mand jord i flere skipen og dyrker det hele til én gård og
lægger hele afgrøden i én lade, da udredes der ikke mere end én afgift
deraf; men lægger han den i flere lader, da svarer han flere afgifter.
Bor en mand på kværsædejord og dyrker jord i et skipen og lægger i
lade der, hvor han bor, og ikke andetsteds, da skal han udrede
kværsæde og ikke leding. Bor en mand derimod i et skipen og dyrker
kværsædejord og lægger sæden i det skipen, hvor han bor, da skal han
udrede leding og ikke kværsæde. Leding skal altid udredes af den
afgrøde, der er taget, og ikke af den, der på det tidspunkt står på
jorden, eller som skal sås.
### 3. bog § 17. Man må ikke opkøbe en anden mands skipen.
Står nogle af en mands huse i et skipen og nogle i et andet, da skal
ledingen altid ydes eller kværsæden udredes der, hvor laden står,
eller kornet lægges, og andre afgifter skal erlægges der, hvor
beboelseshuset står. Erhverver en mand jord i en anden mands skipen og
dyrker den til den samme gård, som han før beboede, da skal han ikke
af den grund betale mere end én afgift.
### 3. bog § 18. At man ikke må formindske et skipen.
Hvis en havnebonde har en fuld plovs jord og senere køber mere, skal
han af den købejord udrede lige så meget, som der før svaredes af den,
men har han mindre, da må han købe til, således at han har en plovs
jord. Men herremænd må købe så meget, som de formår, fordi de svarer
fuldt deraf, idet de vover deres hals for kongens og for landets fred.
Ofte sker det også således, at den jord, som herremænd køber, og den,
de i forvejen havde, går til skipenet efter deres død.
### 3. bog § 19. At man ikke må lægge to tredingshavne sammen.
Bor søskende sammen i fællig, hvor mange de end er, og hvor god jord
de end har, og de dyrker den sammen til en gård, da skal de udrede én
afgift, men skilles de, da skal de hver for sig svare afgift. Men
efter at de er blevet skilt, kan de ikke atter lægge (deres gods)
sammen og betale én afgift, medmindre den ene fledfører sig til den
anden.
### 3. bog § 20. Hvem der skal arve styrishavne.
Søn arver styrishavne efter fader og fader efter søn og broder efter
broder, men søster og moder og dater arver ikke styrishavne og heller
ikke slegfredsøn. Selv om en mand skøder til sin slegfredsøn alt det,
han har, kan han dog ikke tilskøde ham styrishavne, for hvis der ikke
er ægtesøn efter fader eller fader efter søn, da arver kongen
styrishavnen. De styrishavne, der ligger til bispedømmet, de følger
altid bispedømmet.
### 3. bog § 21. Om bødesag.
Aftaler en mand rette bøder for manddrab uden overbod, da skal han
bøde trende atten mark, det er tre gange atten mark penge, eller fuld
værdi (for dette beløb); men alt skal bødes inden for et år. Men
overbod er altid så meget, som der forud bliver sagt, når boden
aftales, for frygt bevirker størst overbod. Hvis en mand bliver svoret
til bøder, da er det også trende atten mark, som det er sagt.
### 3. bog § 22. Hvor fyrretyve mark følger en anden bod.
Dræber en mand en anden i leding eller i en forsamling eller på tinge
eller på tingvej eller i sit eget hus eller i et herred, hvor kongen
opholder sig, eller i kirken eller på kirkegården eller i købstaden
eller med kniv eller en bonde, der holder på sin plov, da skal
drabsmanden foruden ret mandebod altid bøde fyrretyve mark til den
dræbtes arvinger og ligeledes til kongen, hvis han beholder sin fred
og betaler bøder. Men flygter han som fredløs, da skal hans frænder
dog bøde, som før er sagt. Hvis en mand på nogen af de steder, som nu
er omtalt, sårer eller slår en anden, da skal han altid udover den
øvrige rette bod bøde fyrretyve mark til bonden og ligeså til kongen,
medmindre der bliver lagt baghold for eller rettet angreb mod nogen på
de steder, der er omtalt, da skal angriberen bøde, som det er sagt, og
den, der værgede sig, være sagesløs, for enhver har med fuld ret lov
til at værge sig selv.
### 3. bog § 23. Dræber en mand en anden mand, efter at der er betalt bøder.
Dræber en mand en anden mand, efter at der er betalt bøder, eller
sårer ham eller hævner sig på ham på nogen måde for den sag, der er
afgjort, da skal han, hvis han beholder sin fred og (bliver i) landet
og skal betale bøder, først udlevere alt det, der var taget i bod for
den gerning, som den anden tidligere var overbevist om, og derefter
bøde de rette bøder for drab, hvis han er dræbt, og for sår, hvis han
er såret. Men bliver en mand grebet for en sådan gerning, som er
omtalt i disse to kapitler, og kongen lader ham straffe (på livet), da
skal hans frænder ikke des mindre bøde de to rater, der hedder
ættebod, for, når kongen straffer ham på hans hals, svarer det til en
fuld fredløshedssag for ham.
### 3. bog § 24. Hvorledes der skal bødes for valrov.
Hvad en mand røver fra en mand, der er dræbt, enten klæder eller våben
eller sølv eller penge, det er valrov, hvis han havde det på sig, og
derfor skal der bødes fyrretvve mark. Det skal man værge sig for med
kønsnævn.
### 3. bog § 25. Hvorledes der skal bødes for afhug på en levende mand.
Mister en mand sin tunge eller næse eller begge øjne eller begge
hænder eller begge fødder eller det redskab, der hænger i bukserne, da
skal der for hver af disse bødes fuld mandebod. Men mister en mand et
øje eller en hånd eller en fod, skal der for hver af disse bødes halv
mandebod. Men mister en mand sit øre, da skal der bødes fjerdedels
mandebod, fordi det kan dækkes med hue og med hår. For tommelfinger
bødes fjerdedels mandebod og for de andre fire (tilsammen) ligeledes
fjerdedels mandebod, dog således, at for de to nærmeste bødes for hver
en ottendedel af en mandebod og for hver af de to yderste en
sekstendedel af en mandebod, og hvis en negl og det yderste led bliver
afhugget, skal man bøde derfor, som om fingeren var helt afhugget.
### 3. bog § 26. Om lemlæstelse.
Bliver en mands lemmer beskadiget, men dog (således, at det pågældende
lem er) nogenlunde brugeligt, så at han kan bøje og strække det, da
skal der bødes derfor, som det vurderes til af gode mænd. Men bliver
det dødt og unyttigt, da skal der bødes for det, som om det var helt
borte.
### 3. bog § 27. Om sårbøder.
Bliver en mand såret og rejser sag på lovlig måde mod gerningsmanden,
da skal såret bødes inden tredie femt, og legemsskaden skal henstå,
til året er ude. Således som legemsskaden da vurderes, skal den bødes,
endskønt der tidligere er bødet for såret. Men vil gerningsmanden ikke
bøde, således som der er sagt, da kan han søge hans mandhelg.
### 3. bog § 28. Hvis en mand lader nogen søge hans mandhelg.
Lader en mand nogen søge hans mandhelg, da skal han først bøde fulde
bøder for den gerning, han blev sagsøgt for, og derefter tre mark til
bonden ud over de rette bøder og tre mark til kongen. Dræber nogen den
mand, hvis mandhelg man har søgt, da skal han beholde sin fred, og
slår han ham, skal han ikke bøde derfor.
### 3. bog § 29. Om sår i ansigtet.
For alle de sår, som man ikke kan dække med klæder eller med håret,
såsom sår i ansigtet og på hånden, skal der altid bødes dobbelt så
meget som for andre sår. Men bliver der lyde derefter, såsom hvis
munden bliver skæv, eller øje eller næse (bliver beskadiget), da skal
den vurderes af gode mænd og bødes derefter.
### 3. bog § 30. Hvorledes der bødes for sår.
I rette sårbøder skal der, når der ikke er hugget ind til benet og
ikke gennemstukket, bødes tre mark penge. Men er det hulsår, eller er
der hugget ind til benet, så at der tages ben ud, eller der er ar i
selve benet, og det flyder ud, eller der er tvemundet sår, såsom hvis
man bliver stukket gennem lår eller læg eller arm eller hånd, eller
hvor som helst en mands legeme bliver gennemstukket, da skal der altid
bødes seks marks penge derfor. Men sandemændene kan sværge en mand
(skyldig at bøde for) indtil fem sår i én gerning og ikke mere.
### 3. bog § 31. Hvis sår lyses, og sagen ikke forfølges.
Lyser en mand sit sår og ikke forfølger sagen med sandemænd, da skal
den sagsøgte bøde for så mange (sår), som han vedgår, således som det
er sagt. Men beskyldes han for flere, skal han nægte med kønsnævn. Men
er der taget ben ud, og gerningsmanden (frivilligt) vedgår det eller
bliver nødt til det, skal han bøde tre mark penge for hvert af dem.
Men vedgår han det ikke, skal han nægte med kønsnævn.
### 3. bog § 32. Om slag.
For stavhug og stenhug og benhug og nævehug og greb i håret og kasten
til jorden skal den sagsøgte enten give seks mark penge eller
kønsnævn. Men bliver en mand trælslået, så han ikke kan flytte sig
selv fra stedet, men må køres eller bæres derfra, og er der brækket
ben, så han ligger deraf og er ufør, da er gerningsmanden skyldig at
betale hans kost og give lægeløn og desuden bøde tolv mark penge.
### 3. bog § 33. Hvis en mand får sår af en anden mands husdyr.
Får en mand sår af en anden mands husdyr, enten hest eller hornkvæg,
hund eller noget andet dyr, da skal bonden, der ejede dyret, give
lægeløn. Men får han lyde deraf, da skal ejeren af dyret bøde for
lyden, dog bliver (bøden for) den slags lyde ikke højere end tre mark.
Men nægter han, skal han værge sig med tolv mands ed.
### 3. bog § 34. Hvis en mand rammer en mands hest, som han sidder på, eller hans klæder.
Vil en mand rette et hug mod en anden mand på en hest og rammer hesten
i stedet for manden, da skal han bøde tre mark for det sår, som hesten
fik, som om han huggede manden, og den hest, som han ramte, skal han
tage imod og gøre lige så rask, som den var, før den blev ramt. Men
dør hesten eller får den lyde, skal han erstatte hesten efter dens
værdi, før den blev hugget, og bøde tre mark. Men rammer en mand en
anden mands klæder, og vedgår han det, skal han bøde tre mark. Nægter
han, skal han give kønsnævn.
### 3. bog § 35. Hvis en mand låner en anden sine våben.
Låner en mand en anden sine våben og ikke ved, hvad den, der låner
dem, vil med dem, og gør denne siden en tåbelig gerning med dem, enten
dræber eller sårer en mand, og den, der lånte våbnene, bliver sagsøgt
derfor, da skal han med tolv mænds ed bevise, at han ikke udlånte dem
for at skade den, der fik skaden. Bliver han fældet ved edsbeviset,
skal han bøde tre mark. Men låner han dem åbenlyst, når to mænd
strides med voldsomme ord, og gør den, der lånte dem, da skade med
dem, da skal han enten værge sig med kønsnævn eller bøde tre mark.
### 3. bog § 36. Hvis en mand bliver såret af en andens våben.
På hvilken måde en mand end får sår af en andens våben, skal (ejeren
af våbnene) bøde tre mark for såret eller give kønsnævn. Men har han
selv våben i hånden, og en anden mand får sår af våde, skal han bøde
for vådegerning. Men for våde skal der ikke bødes til kongen og ikke
til biskoppen.
### 3. bog § 37. Hvis en mand bliver såret i horseng.
Bliver en mand såret i horseng med en anden mands kone, og slipper han
bort levende, men dør af sårene, da skal han ligge på sine egne
gerninger, og bonden skal være sagesløs. Men bliver han skriftet og
får oprettet sin sidste vilje, da skal han begraves på kirkegården,
hvis han dør. Men bliver han dræbt i horseng, da skal den, der dræbte
ham, føre dyne og lagen, som han blev dræbt i, blodige til tinget med
to mænds vidnesbyrd på, at han blev dræbt orseng og ikke andetsteds.
Da skal han ligge uden for kirkegården og på sine egne gerninger. Men
hvor som helst en mand bliver dræbt uden for horseng, selv om han
sigtes for horsag, eller hvad han ellers sigtes for, da skal sandemænd
altid træde til for at afgøre sagen.
### 3. bog § 38. Om bier.
Den, som har bier, skal selv vogte dem med hegn, så at anden mands
kvæg ikke kan kaste dem ned eller ødelægge dem, men er hegnet så lavt,
at en anden mands kvæg kan gå ind i bigården og ødelægge dem, kan han
bebrejde sig selv det og får ingen bøde. Men bliver en mands kvæg
stukket ihjel uden for en mands bigård, skal ejeren af bierne ikke
bøde derfor. Men bliver det stukket ihjel i bigården, skal ejeren af
bierne erstatte efter skadens størrelse, fordi han ikke havde lovligt
hegn.
### 3. bog § 39. Hvis en mands bier jager en anden mands bier op.
Jager en mands bier en anden mands bier op, da skal ejeren af de bier,
der jages op, sammen med andre grander sige det til ejeren af de andre
bier. Vil den, der har de livlige bier, være i fællig med den anden,
såvel om de bier, der jages op, som om de andre, da må det gerne være
således. Men vil han ikke det, og ødelægger de bier senere dem, der
jagede dem op, kan han bebrejde sig det selv, fordi han ikke ville
dele både gavn og skade med den anden.
### 3. bog § 40. Hvis en mand finder bier.
Finder en mand bier på åben mark, og ingen mand følger dem, da skal
den, der fandt dem, have dem, selv om han hverken har jord eller skov
på den mark. Men finder en mand bier i en anden mands skov, da må han
ikke borttage dem, hvis de er fløjet op i et træ, og får ingen del i
dem, medmindre han følger dem til en stub. Hvis han følger dem fra sin
gård, da skal han enten have en trediedel af dem, hvis de skal
optages, eller en øre penge, hvis ejeren af træet vil løse dem. For
når de flyver ud af en mands øjesyn, da tilhører de den, der finder
dem. Hvis en mand finder en bisværm på kirkegården, da tilhører de
den, der finder dem, og ingen anden mand.
### 3. bog § 41. Hvis en mand tager en anden mands bier med magt eller stjæler dem.
Hvis en mand går hen i en anden mands bigård og tager bistadet og
fører bierne derfra med vold eller dræber dem og tager honningen, da
kan biernes ejer rejse sag derfor, hvad enten han vil have nævn eller
sandemænd, for det er snarere hærværk end ran.
### 3. bog § 42. Om ed aflagt på en andens vegne.
Ingen mand må nøde nogen til at aflægge ed på en andens vegne,
medmindre vedkommende selv vil påtage sig den. Men påtager han sig at
aflægge en sådan ed på tinget, da skal han, hvad sag han end sagsøges
for, føre det edsbevis, han lovede, eller være lovlig fældet både over
for bonden og over for kongens ombudsmand, for den, der lover noget
uden at være tvunget af loven, skal udføre det, han har lovet. Dog
skal alle eder på andres vegne, der loves på tinge, også aflægges på
tinge.
### 3. bog § 43. Hvor meget husbonde og hustru må skøde til hinanden indbyrdes.
Hvor meget (eller hvor lidt) en hustru end skøder til sin husbonde
eller en husbonde til sin hustru, da skal det, hvad enten de har børn
sammen eller ej, ikke stå ved magt, hvis ikke arvingerne vil samtykke
deri efter deres død. Men skøder en af ægtefællerne i svigagtig
hensigt noget til en mand, der er uden for fælliget, og han derefter
tilskøder husbonden hustruens ejendom eller hustruen husbondens
ejendom, da skal det heller ikke holdes, medmindre de rette arvinger
samtykker deri, for det er sandsynligt, at husbonden ved magt eller
lempe kan få hustruen til at tilskøde sig, hvad han vil, og nogle
kvinder er så listige, at de også godt kan få deres mænd til at
tilskøde dem, hvad de forlanger.
### 3. bog § 44. Hvad husbonden og hustruen kan skøde til hinanden indbyrdes.
Den hustru, der selv har en husbonde, må ikke skøde bort og ikke på
anden måde afhænde uden sin husbondes råd og de rette arvingers
samtykke. Men tåler husbonden, at hustruen skøder noget bort, og får
den anden lovhævd på det tilskødede, uden at husbonden gør indsigelse,
da kan hendes arvinger søge det, som hun skødede, tilbage, og
husbonden skal bøde både tre mark til bonden og tre mark til kongen,
fordi hans kone skødede uden hjemmel, og han vidste det og tålte det.
Men søger han det selv tilbage, da skal han ikke bøde, og den, der
købte af bondens kone, har tabt købesummen. Men husbondens søn og
dater, som er i fællig med deres fader eller hans tjenestefolk, må
ikke afhænde af bondens bo uden hans vilje.
### 3. bog § 45. Hvor meget en kone, der har en husbonde, må give i sjælegave.
En hustru, der har barn med sin husbonde, må ikke i sjælegave give sin
halve hovedlod eller nogen værdifuld genstand uden husbondens samtykke
og vilje. Men vil nogen rejse krav om en sådan sjælegave, da skal
husbonden forsvare sig med kønsnævn, og sandemænd skal ikke medvirke.
Men bliver han fældet ved kønsnævnet, skal han udrede det, der var
givet for hendes sjæl. Men har hustruen ikke barn med husbonden, da må
hun give sin halve hovedlod bort for sin sjæl. Men rejser kirke eller
kloster krav derpå, og er det mere end en halv mark sølv, da skal
sandemænd medvirke. Men med hensyn til det, der ikke er skrevet i en
mands testamente med gode mænds vidnesbyrd, og som kloster eller kirke
eller hospital rejser krav om, skal husbonden altid værge sig med
kønsnævn.
### 3. bog § 46. Hvilke sandemænd, der skal træffe afgørelse med hensyn til sjælegav
e.
Hvis en mand eller kone har flere gårde, og (de ligger) i flere lande
eller i flere bygder eller i flere herreder, hvor de end er, når de
dør og giver noget for sig (i sjælegave), skal altid sandemændene i
vedkommende bygd medvirke.
### 3. bog § 47. Om agerfred.
Drager en mand ved nattetid til en anden mands ager og afskærer hans
korn eller tager hans afhøstede korn, da er han tyv derfor. Men er han
en veifarende mand og giver sin hest et neg eller lader den græsse på
stubben, da er han hverken ransmand eller tyv derfor, men fører han
noget bort af ageren, da kan ejeren af ageren rejse sag mod den, der
tog det, hvad enten han vil gøre det for ran eller for tyveri.
### 3. bog § 48. Hvis en mand drager med en hjord ind på en anden mands ager eller eng.
Drager en mand med en kvæghiord eller et stod heste eller en flok svin
ind på en anden mands ager og med magt lader dem opæde hans korn, da
er han pligtig at bøde fyrretyve mark til ham derfor, for det er fuldt
hærværk. Men kommer dyrene ind i en mands ager af våde på grund af
hyrdens forsømmelighed, da skal den, der ejede kvæget, erstatte skaden
og give edsbevis på, at det ikke var på hans befaling, at hans kvæg
kom derind. Men hvis en mand med magt lader græsse på en anden mands
eng, da skal ejeren af kvæget betale erstatning for skaden og bøde tre
mark. Men kommer det derind af våde, skal han også betale erstatning
for skaden. Bliver kornet så ødelagt som omtalt, da må ejeren af
kornet rejse sag med sandemænd og med gode mænds vidnesbyrd om
hærværk. Men den, der sagsøges angående en eng, skal værge sig med
kønsnævn, hvis han nægter.
### 3. bog § 49. Hvad der skal forstås ved stod og flok og hjord.
Mindre end tolv stykker hornkvæg udgør ikke en hjord, tolv heste et
stod eller tolv svin en flok. Men øde lægger nogen en anden mands korn
med mindre end med tolv kvæghøveder, således som det er sagt, da må
der ikke rejses sag om hærværk. Men dog skal man altid for hver
voldsgerning værge sig med kønsnævn eller foruden erstatningen bøde
tre marks bøde.
### 3. bog § 50. Om optaget kvæg.
Hvis en mand optager en anden mands kvæg i sit korn eller sin eng, og
ejeren af kvæget kommer til stede, hvad enten det er i indhegningen
eller på alfar vej, da må han ikke tage det fra ham uden hans vilje.
Men tager han det fra ham, da kan han blive ransmand derfor. Men
kommer den, der optog det, hjem med det til sit hus, og ejeren da
tager det, da kan det blive hærværk. Dog skal der ikke rejses sag mod
andre end den, der borttog det.
### 3. bog § 51. Hvis en mand tøjrer på en anden mands ager eller eng.
Hvis en mand er (lods)ejer i marken og tøjrer sit kvæg på en anden
mands ager eller eng, da er det vold, og han er pligtig at erstatte
skaden og desuden bøde tre mark eller, hvis han vedgår det, at give
edsbevis på, at det ikke var på hans befaling, at det skete, samt
erstatte skaden. Men vejfarende mand og gæst må man ikke nægte græs.
### 3. bog § 52. Hvis en mand dræber en anden mands kvæg på sin ager eller eng.
Går en mands kvæg ind på en anden mands ager, og kommer ejeren af
kornet eller agerhyrden til stede og vil optage kvæget, men ikke kan
gøre det, og kvæget har hyrde, og det er kådt og løber mod ris eller
gærdestaver og bliver beskadiget derved eller dør, skal den, der
gennede det, hvis han vedgår at have gjort det, tage det døde (dyr)
til sig og give et andet lige så godt i stedet uden bøde, fordi det
havde hyrde, og den, der ejede kvæget, skal erstatte kornet til den,
der ejede dette. Men dræber han kvæget enten med od eller æg, skal han
erstatte det og desuden bøde tre mark. Men vedgår han drabet og kalder
det vådesdrab, skal han erstatte skaden og give tolv mænds ed på, at
det var af våde og ikke med vilje. Men var det kvæg, der ikke var
under opsigt, skal han ikke bøde derfor.
### 3. bog § 53. Om gornidding.
En gornidding skal bøde både den skade, han gør, og tre mark til
bonden og lige så meget til kongen, for det er vold og ikke våde at
dræbe kvæg, der har lovligt tøjr på sig eller står i bondens ornum,
som han ejer alene. Hvor som helst en mand dræber en anden mands kvæg'
som har hyrde, hvad enten det er i indhegning eller udenfor, da er han
gornidding og skal give erstatning, som det er sagt, og bøde tre mark
til bonden og lige så meget til kongen.
### 3. bog § 54. Hvis en mand rider en anden mands hest.
Hvis en mand rider en anden mands hest uden ejerens vilje, skal han
bøde tre mark til bonden derfor. Men får han den med (ejerens) vilje
enten til leje eller lån og rider længere, end det er aftalt, da skal
han bøde sine to øre for hver bymark, han rider over, lige indtil det
bliver til seks øre. Men hvad enten han rider uden tilladelse eller
rider længere, end det var aftalt, skal den altid (ved afleveringen)
være lige så god, som den var, da han modtog den. Men dør hesten,
eller den bliver mager - men (i øvrigt) kommer hel og holden hjem - og
han sværger, at det ikke var hans skyld, da skal han ikke give
erstatning. Men var det lån, skal den komme lydeløs hjem. Den, der
blivér sagsøgt for de sager, der er omtalt i disse to kapitler, skal
værge sig med tolv mænds ed, hvis han nægter. Men vil han hverken bøde
eller værge sig, således som det er sagt, men lader sig sagsøge på
tinge til namsdom, da skal der for ingen af disse sager bødes mindre
end tre mark til bonden og tre mark til kongen.
### 3. bog § 55. Om stodheste.
Den, som har stodheste, skal have dem i fold på sin egen mark og have
hyrde til dem. Vil han ikke gøre det, men ødelægger bøndernes vang med
dem, da kan de nedlægge forbud mod dem på tinge, og lider ejeren af
hestene senere nogen skade, hvis de kommer i vangen, må han tage skade
for hjemgæld. Men hvis nogen har stodheste på den mark, som han ikke
er lodsejer i, da kan ejerne lovligt kræve, at han skal tage sine
stodheste hjem, men hvis han ikke vil det, og hestene senere lider
nogen skade, kan han bebrejde sig selv det, for uden grandernes vilje
må han lige så lidt ødelægge deres græs på fælleden som deres korn med
stodheste. Men køber en mand for en mark eller to eller mere af en
anden mands marker i svigagtig hensigt, idet han vil ødelægge deres
jord med sine stodheste, da kan ejerne tvinge ham til kun at anbringe
så mange, som marken kan tåle efter guidvurdering, og tage del i
fælleden, som svin tager del i olden, og de, der bor i byen, skal
bestemme antallet, for de ved bedst, hvad deres mark kan føde.
Ligeledes hvis hestene bliver skabede, og den, der ejer dem, ikke vil
holde dem for sig selv på sin egen jord, da kan ejerne nedlægge forbud
mod dem på tinge og drive dem i dyndet og dræbe dem uden bøde. Det
samme gælder tamme heste, hvis de bliver skabede, for det får den ene
hest af den anden.
### 3. bog § 56. Hvorledes man skal indløse pant.
For kvæg, der bliver optaget i korn eller eng, skal der gives lovligt
pant, således som ejerne bliver enige om, når de sætter deres hegn, og
det skal indløses, således som de i forvejen var enige om. Dog har
den, der forvoldte skaden, ret til at udrede, så meget han vil, og
sværge med tolv mænds ed på, at hans kvæg ikke gjorde mere skade.
Bliver pant, der er sat for optaget kvæg, ikke indløst før allehelgens
messe, da skal det være forbrudt.
### 3. bog § 57. Om gærde.
Hver mand skal sætte sine gærder, således som alle ejere samtykker i,
og i forhold til, hvad han ejer i by og bol efter ret rebning. Men for
stuf skal man ikke sætte gærde, medmindre stuffet støder op til byens
forte, da skal der sættes endegærde (mod forten). Alle skal sætte
gærde for deres tofter, der er bebyggede, men for ubebyggede tofter i
byen skal ejeren sætte endegærde og alle granderne sidegærde, hvis
toften støder op til deres jord. Men den, som ikke vil sætte sine
gærder på den lovdag, som ejerne fastsætter, skal betale den bøde, som
fastsættes. Men vil han ikke sætte gærder og ikke betale bøden, da
skal granderne overdrage en at rejse sag på alles vegne og få ham dømt
til at bøde tre mark både til bonden og til kongen.
### 3. bog § 58. Om agergærde.
Vanggærde skal hver mand sætte i forhold til hans ejendoms størrelse i
byen efter guldværdi, men for stuf skal der ikke gærdes. Men hvis det
sker, at en bys fælled støder op til en anden bys indhegnede jord, da
skal de, der ejer fælleden, rejse det halve af gærdet i forhold til
dem, der ejer vangen, og de skal være lige om det, for de, der nu har
fælled, kan ad åre få indhegnet mark der og behøve en sådan ligelig
fordeling (af hegnspligten). Hvis det sker, at de, der har indhegnet
mark, eller de, der har fælled, ikke vil sætte halvt gærde og være
lige om det, og de, der ejer vang en, får skade på grund af deres eget
gærdes mangler, da skal de selv bære skaden, men får de skade på grund
af de andres gærdes mangler, hvad enten det er af deres eget kvæg
eller af andres, da skal den, der skulde sætte gærdet, erstatte
skaden. Men hvis ingen vil vedkende sig det gærde, som var skyld i
skaden, da skal markens ejere rebe gærdet og få at vide, hvem gærdet
tilhørte, og den, der bliver fældet ved ret rebning, han har ikke ret
til at tilbyde edsbevis, men skal betale den bøde, som før var
fastsat, og erstatte skaden. Men vil de, der skulde sætte gærde, ikke
gøre det og ikke udrede, da skal ejerne af vangen overdrage en mand
blandt dem selv at skaffe dem ret. Men lader de, der skulde sætte
gærde, dom overgå sig, da ifalder hver af dem en bøde af tre mark til
bønderne og lige så meget til kongen.
### 3. bog § 59. Hvor længe gærderne skal stå.
Det gærde, der er om rugsæden, skal være sat til påske eller før og
det om vårsæden til pinsedag og skal stå til St. Mikkels messe,
medmindre alt kornet kommer ind før. Den, der tager gærdet op før,
skal erstatte al den skade, der opstår på grund af, at det gærde var
fjernet.
### 3. bog § 60. Om abildgård og kålgård.
Abildgård og kålgård og toftegård skal enhver selv vogte med sit eget
gærde, hvis han vil have dem indhegnet, og værge dem for alle slags
husdyr, undtagen alene for geder og for gærdebrydere som okser og
svin, for man kan sagsøge bonden til at vogte sine gærdebrydere. I
disse gårde må der ikke optages husdyr, undtagen alene geder,
medmindre det bliver lyst på tinge. Men bryder en mand ind i en anden
mands abildgård eller kålgård og stjæler kål eller æbler, da kan han
blive tyv derfor, ligesom om han stjal andre ting i hans hus. Men
mister en mand sine klæder i en anden mands abildgård, da må han ikke
forfølge sagen som ranssag.
### 3. bog § 61. Om vrag.
Vrag, som driver i land, og som ingen mand følger med eller kommer
efter, det tilhører kongen, fordi kongen ejer alle forstrande, og det,
som ingen mand ejer, det ejer kongen ligeledes.
### 3. bog § 62. Hvad der er vrag.
Mindre fisk end stør er ikke vrag. Men hvad der har været i anden
mands besiddelse såsom kiste eller tømmer eller klæder eller nogen
(anden) ting, som man kan se har været i hænder, er vrag og tilhører
kongen, hvis ingen kommer efter det. Men fisk, som en mand kan bære,
såsom marsvin eller sæl og deslige eller mindre fisk, det er ikke
vrag, undtagen alene stør, for hval og løft og stør og alle store
fisk, som man ikke kan bære, de er alle vrag, og dem ejer kongen. Dog
skal den, som først finder en hval, før han tager noget deraf, sige
det til ombudsmanden og for sin umage have en byrde, hvis han er
gående, en hestebyrde, hvis han er ridende, og et vognlæs, hvis han er
kørende. Men kommer en mand til stede med skib, skal han have en
skibsladning, dog ikke til et større skib end et seksårers, det vil
sige med tre årer på hver side. Efter at den første har taget sin lod,
skal ingen tage deraf uden ombudsmandens tilladelse. Men tager en mand
uden hans tilladelse, og sagsøger ombudsmanden ham, skal han udlevere
så meget, som han tog, og desuden bøde tre mark eller give ed af tolv
mænd, sådanne som han kan få i det kirkesogn, hvori han bor, dog skal
det være lovfaste mænd. Men hvis en ombudsmand får en hval og ikke
giver kongen hans del deraf, skal han miste sit embede.
### 3. bog § 63. Om skibbrud.
Lider en mand skibbrud, og er der folk på (skibet), og de kommer
levende i land, har ingen mand ret til at komme deres ejendele nær,
hverken ombudsmanden eller nogen anden, før de selv giver op og på
ingen måde kan bjerge det, hverken ved egen hjælp eller med lejede
mænd, og hverken ombudsmanden eller anden mand har magt til at hindre
dem i at få de folk, de kan leje eller få uden betaling. Men er der
sandt vidnesbyrd om, at ombudsmanden eller hans svende røver nogle af
deres ejendele fra dem, før de selv opgiver dem, eller forbyder folk,
som de kan leje dertil, at hjælpe dem, skal han miste sit embede og
dog udlevere alt det, han tog fra dem, og desuden bøde fulde bøder.
Men røver nogen anden fra dem, skal han først udlevere alt det, han
tog, og desuden bøde tre mark til dem og tre mark til kongen.
### 3. bog § 64. Om falsk.
Mod beskyldning for falsk og for mordbrand, og hvis en mand beskyldes
for, at han er stimand, skal man værge sig med herredsnævn, det vil
sige tre mænd af hver fjerding, som er i det herred, og de skal
udtages af ombudsmanden eller en uvildig mand, der ikke har nogen del
i sagen og ikke er i slægt hverken med sagsøgeren eller med den
sagsøgte. Den sagsøgte kan af de udtagne udskyde sine åbenlyse
uvenner, således som før er sagt, for ingen kan tvinges til at værge
sig med sine åbenlyse uvenner. De, der blev udtaget, skal enten sværge
den sagsøgte skyldig eller uskyldig i gerningen, for man kan ikke tie
en mand fra hans hals eller hans fyrretyve mark.
### 3. bog § 65. Hvad der forstås ved falsk.
Det er falsk, hvis en mand rejser ambolt med underlag og slår penge
uden kongens tilladelse eller befaling eller smelter falsk sølv og
køber eller sælger med penge, som han ved er falske, eller med falsk
sølv. Hvis en mand begår falsk, da skal kongen have hans hånd og den,
der fik falske (penge), skadeserstatning. Men bliver en mand narret og
får enten falsk sølv eller falske penge og bringer dem til
møntmesteren eller guldsmeden eller en anden mand, der kan skønne
derom og undersøge det, og ikke vil købe med det, før han har fået det
prøvet, om det er falsk eller ej, da skal han ikke kaldes falskner.
Men hvis han ved, af hvem han har fået dem, skal han rejse sag mod ham
og enten have erstatning eller edsbevis af ham. Men det forfalskede
skal dog blive med vidnesbyrd der, hvor det er fundet. Det
forfalskede, der bliver fundet således, skal ikke mere gives ud, men
skal enten brændes eller sønderhugges eller kastes i havet, således at
ingen kan finde det.
### 3. bog § 66. Om mordbrand.
Det er mordbrand, hvis en mand enten ved nattetid eller i løndom
drager hen og sætter ild på en anden mands hus. Bliver han grebet
deri, skal han have sin hals forbrudt, og skaden erstattes af hans
gods, og bonden skal have fyrre tyve mark. Men bliver han fældet ved
edsbevis, skal han erstatte skaden og selv rømme landet, lige indtil
kongen viser nåde mod ham i hans sag.
### 3. bog § 67. Om stimand.
Stimand er den, der ligger enten i skov eller skjul eller på hede
eller ved alfar vej og plyndrer enten ridende eller kørende eller
gående og bringer sit bytte i skjul og fordølger sine gerninger.
Bliver han grebet deri, skal han have sin hals og sin hovedlod
forbrudt til kongen. Men bliver han fældet ved edsbevis, skal han
erstatte skaden af sit gods og (desuden betale) fyrretyve mark til
bonden og selv skal han være i kongens magt, thi enhver mand skal
styrke freden.
### 3. bog § 68. Om hedebrand.
Sætter en mand ild i hede og opbrænder noget, en mand har erhvervet
ved sit Arbejde, såsom enten lyng eller tørv, eller ilden løber ind i
skoven og brænder og ødelægger skoven, da skal den, der bar ilden ud,
erstatte skaden, selv om han ikke havde i sinde at brænde mere end sit
eget og ikke at gøre skade med ilden. Ligeledes hvis ilden løber i hus
eller i by, da gælder det samme. Men bærer en hyrde eller andet
tyende, som ikke er i fællig med bonden, ild ud uden hans befaling, og
der da derved opstår våde, da er bonden ikke pligtig til at erstatte
det. Vil man beskylde ham derfor, skal han give kønsnævn på, at det
ikke skete efter hans opfordring eller befaling. Det er dog mere
forsigtigt, at man ikke sætter ild i hede, medmindre alle ejere bliver
enige om at afbrænde enten mose eller hede og selv går med og passer
på, at der ikke kommer ild i anden mands mark til skade for dem. Men
hvis der sættes ild i hede på en bymark, og den gør skade på en anden
bymark, skal ejerne af den mark, hvori der først sattes ild, enten
erstatte skaden eller udpege den, der først satte ild på.
## Tillæg til Jyske Lov.
### Om trolddom.
Hvis en mand beskylder en anden for, at han har forgjort noget, som
tilhører ham, med trolddom, og den sagsøgte ikke vedgår, men nægter
det, og sagsøgeren beediger sigtelsen imod ham, da skal den sagsøgte
værge sig med nævn i kirkesognet, såvel over for sagsøgeren som over
for biskoppen.